Tæt på at lukke for seks år siden – nu er der 170 medlemmer

Knabstrup Skytteforening har oplevet en fantastisk fremgang de seneste seks år. Opskriften er engagement, lyst til at træne seriøst – og at de engagerede har trukket deres venner og familie ind i foreningen.

Martin Frandsen i midten er i Vingsted sammen med Knabstrup Skytteforenings to ungskytter på pistol, Magnus Nielsen (tv) og Martin Christiansen. Foto: Gregers Kirdorf

En firedobling af medlemstallet på seks år. Det må være mange små foreningers drøm. Drømmen er virkelighed for Knabstrup Skytteforening, der ligger mellem Holbæk og Kalundborg. Her er man gået fra 35 til 170 medlemmer i foreningen. Én af kræfterne bag den store fremgang er formand Martin Frandsen.

”Indtil for nylig var foreningen bare ”gamle mænd, der hyggede sig”. Og det kan de også fint. Det kommer der bare ikke nye medlemmer af. Og jeg ville gerne noget mere. Træne mere seriøst. Heldigvis var der et par stykker, som også havde ambitioner,” fortæller Martin Frandsen, der lod sig vælge som formand for seks år siden.

Siden har han og de andre, som gik ind i bestyrelsen dengang startet mere seriøs træning op, sat træningen i faste rammer med instruktører og for alt trukket familie og venner med på skydebanen.

Vokset ved hjælp af mund-til-mund-metoden

Den gode stemning på skydebanen og resultaterne, der begyndte at se bedre og bedre ud, gjorde det endnu sjovere at træne.

Fakta om Knabstrup Skytteforening

  • Har på seks år udviklet sig fra 35-170 medlemmer
  • 65 af dem er børn og unge
  • I foreningen bliver der skudt både riffel og pistol

Så i løbet af et par år er træningstiden udvidet, så der nu er træning flere gange om ugen. Og de første nye medlemmer, som blev trukket ind i foreningen har for længst trukket deres familie og venner med.

”Vi er vokset ved hjælp af mund-til-mund metoden. Fordi vi har det godt, og de mennesker som kommer i foreningen kommer til at synes, det er sjovt. Så bliver de og trækker nogle flere med. På den måde er vi kommet op på 170 medlemmer – hvoraf omkring 65 er børn og unge,” fortæller Martin Frandsen.

Veluddannede instruktører højner niveauet

Et af de første steder, Martin Frandsen og hans bestyrelsesfæller satte ind, var at få uddannet nogle instruktører til at tage sig af træningen.

Der skal være ordentlig instruktion af nogle, som ved hvad de har med at gøre. Derfor gør vi meget ud af at få uddannet instruktører. Og det virker, for vi bliver bedre

Martin Frandsen, formand i Knabstrup Skytteforening

Den øgede aktivitet har også betydet, at man er begyndt at se foreningen til stævner rundt omkring i landsdelen og i landet. I starten lå de ofte langt nede på resultatlisterne. Men langsomt og sikkert, rykker de sig op. De seneste år har de også været med til DM i Vingsted. Her kom flere medaljer med hjem i år – og til Ungdoms Cup på pistol cementerede Knabstrup sit navn ved at sætte sig på de to øverste pladser.