Træning skaber glæde og holdånd

Trænere knytter unge skytter tættere til klubben ved at lede holdtræning.

”Holdtræningen har gjort glæden ved at skyde større for ham. Han føler, at det er sjovere nu der er kommet ind en holdånd ind i træningen.”

Sådan siger Mia Rodding om sin 11-årige søn Magnus, der deltager i et projekt om et godt træningsmiljø, som Vejle Skytteforening har gennemført og nu afsluttet for at føre holdtræningen videre i eget regi.

Set med hendes øjne giver trænernes aktive hjælp til at sigte bedre, stå i bedre balance o.s.v. sønnen et stærkere fokus.

”Det var ok for ham bare at møde op og gå ind for at skyde de sædvanlige 25 skud på en træningsaften, også tage hjem igen. Han er måske ikke blevet så meget bedre på tre måneder, men han nyder meget det sociale ved at være med i en gruppe til træning,” fortæller hun.

Oplevelser motiverer

For Kirsten Meldgaard Hansen, formand for Vejle Skytteforening, har projektet ”Skyd den gode træning i gang” ikke alene hjulpet til at gøre skytter bedre.  Det har også udviklet en ny kultur i klubben.

”Den nye holdtræning, vi tilbyder, skaber et miljø, hvor de unge skytter har lyst til at komme og udvikle sig. Min overordnede vision med arbejdet er, at de skytter som er med, får lyst til at fortsætte i klubben ud over den alder, hvor de ofte stopper,” forklarer hun.

Holdtræningen står på to ben: Fokusorienteret træning med emner som bedre sigte, bedre aftræk og bedre balance. Og at danne sociale netværk mellem såvel skytter som trænere.

I evalueringen af projektet var de yngste skytter helt oppe at ringe af begejstring over de oplevelser, de synes, de får.

”Forældrene gav os også nogle fantastiske tilbagemeldinger. En mor sagde således, at hendes søn før holdtræningen bare skulle hen for at skyde. I dag går han til skydning et sted, hvor han finder et fællesskab,” fortæller hun.

Vi ser, at der kommer nogle skytter, der gider træne på et hold, og måske bliver ved i længere tid i klubben

Anders Kildehøj, holdtræner i Vejle Skytteforening

Sammenholdet styrker

På en af standpladserne har 9-årige Mads svært ved at holde sig i ro. Hele tiden skal han lige fortælle sin træner et eller andet sjovt eller spændende mellem de skud, han sender afsted mod skiven.

Den tålmodige træner er Michael Gram Jacobsen. Han har selv kun været skytte i halvandet år, men har før skydningen været instruktør for børnehold i blandt andet gymnastik.

Om sin trænerrolle siger han:

”Jeg kan huske, da jeg selv var 10 år og savnede et sammenhold dér, hvor jeg trænede i en skytteklub. Så jeg kendte ikke nogen i klubben og stoppede derfor ret hurtigt. Da vi fik tilbudt at lave et hold for at styrke sammenholdet for de unge, sagde jeg straks ja.”

”I starten var børnene tilbageholdende og ikke så frembrusende. I dag holder de sig ikke tilbage og de synes at få mere ud af sammenholdet med hinanden – og jeg kan komme hjem til min kæreste bagefter og fortælle, at han og han har forbedret sig meget.”

Bevidst træningsarbejde

Anders Kildehøj har før oplevet at være træner for børneskytter og at se dem komme og gå uden at blive fastholdt i den klub, han var i dengang.

”Her kan vi arbejde med træningsplanlægning, finde ud af, hvad man skal kigge efter hos skytterne for at hjælpe dem til at forbedre sig, og lære hvordan man siger sine råd til dem,” siger han om den nye kultur, der er vokset frem i en del af Vejle Skytteforening.

Ved at gå mere bevidst ind i arbejdet med at træne en gruppe, venter gevinsten forude, mener han.

”Vi ser, at der kommer nogle skytter, der gider træne og måske bliver ved i længere tid i klubben.  Det vi som trænere skal sørge for, er at lave træningstimer, der giver skytter udfordringer gang for gang.”

Han ser også nytten i at være træner, når en dreng står dér og synes, at det går skidt med skydningen.

”Så kan jeg prøve at trække følelsen ned på et andet plan og i højere grad snakke med ham om, hvorfor det sker og hvordan han kan gøre det bedre. Det gør vi ikke, når skytter som flest bare går ind og skyder 25 skud og går igen,” fortæller han.

Ud med ’vi plejer’

I bestyrelsen er formanden Kirsten Meldgaard Hansen gået fra at være i det, hun kalder en ’frustrationsverden’ til at se den nye holdtræning som klubbens nye træningskultur.

”Holdningen ’vi gør som vi plejer’ har også præget Vejle Skytteforening i mange år, selv om det ikke har ført til udvikling af blandt andet vores unge skyttetalenter. De trænere, vi har haft, har mere fungeret som praktiske hjælpere end som udviklende trænere,” forklarer hun.

Tilbuddet fra DGI om at deltage i projektet ’Et godt træningsmiljø’ med flere besøg af en skyttekonsulent  og en –træner gav Vejle Skf. det nødvendige skub ind i en kulturforandring.

En god investering

Kirsten Meldgaard Hansen gik straks i gang.

”Jeg spurgte tre riffelskytter, om de ville være trænere og de sagde ja ligesom lederne fra riffeludvalget bakkede projektet op. Vi oprettede et hold for børneskytter og et for junior/voksenskytter, i alt 17 skytter har deltaget i forløbet,” siger hun.

Skytterne betalte hver 400 kroner for at deltage, men så havde de også fri ammunition til rådighed.

”Vi fik et lille underskud efter endt forløb. Derfor har vi sat beløbet op til 500 kroner for at dække udgifterne i indendørssæsonen, men vi ser også holdtræningen som en investering i et bedre træningsmiljø,” understreger Kirsten Meldgaard Hansen.

Træneren er guld værd

Tilbage ved skydebanerne er træningen forbi og 9-årige Mads’ mor Jeanette Jensen glæder sig over træningens effekt på hendes ofte urolige søns udvikling.

”Fra skolens side siger de, at skydetræningen har hjulpet ham til at koncentrere sig i længere tid i klasselokalet,” siger hun.

Æren for det giver hun træneren Michael Gram Jacobsen, der får Mads til at føle, at han får en rigtig god støtte til sin skydning.

”Michael er guld værd. Han kender min søn rigtigt godt, kan lure ham, når han lader sig aflede, og kan sige til ham, at han er god, når tingene lykkes, og ellers har tålmodighed med ham,” tilføjer hun.