Ugentlig fællestræning sikrer DM-titel for seniorer

Tuse Skytteforening har vundet holdkonkurrencerne til de seneste mange DM’er for seniorer. Opskriften er holdfællesskabet.

Tuse Skytteforenings seniorhold nyder godt af et stærkt sammenhold. Foto: Gregers Kirdorf

Med en margin på henholdsvis 10 og 11 point ned til nummer to, sidder seniorerne fra Tuse Skytteforening godt og tungt på danmarksmesterskaberne for foreningshold på både kaliber 22 og luft. Og det har de i øvrigt gjort i flere år. Skytterne selv mindes ikke, at de har ”tabt” et eneste DM – udendørs eller indendørs siden det nuværende firemandshold blev tømret sammen for fire år siden.

"Vi træner meget og vi har en homogen gruppe, hvor vi alle er nogenlunde lige gode. Vi er de samme fire på holdet, hvert år," fortæller 68-årige Kurt Petersen, der er én af de fire DM-veteraner.

De tre andre, Susanne Frederiksen (58), Lars Lund (65) og Kurt Møller Pedersen (65) træner sammen hver uge og bruger træningen til at motivere hinanden.

50 års seriøs træning

Holdet blev etableret, da Susanne Frederiksen kunne rykke op som senior for fire år siden. Hun har også adskillige individuelle titler i samlingen.

"Det er motiverende at træne sammen. De tre mænd vil ikke tabe til mig, og så må de jo tage sig sammen," griner hun og fortæller at resultaterne kommer af mange timers træning.

"Jeg har skudt i 50 år," konstaterer hun, hvorefter Kurt Petersen svarer:

Det har jeg også. Måske er det i virkeligheden dét, der er opskriften. At vi alle har trænet meget i det meste af 50 år."

Kurt Petersen, Tuse Skytteforening

Holdet kender og hjælper hinanden

At holdet er sammentømret mærkes hurtigt ved at lytte til deres jargon, de små kommentarer og grinene. De kender hinanden og hjælper hinanden.

Eksempelvis har Susanne Frederiksen, som skyder virkelig hurtigt, en gang reddet Lars Lund til en finale på 200 meter, hvor Lars’ riffel gik i stykker:

"Da jeg var færdig, rakte jeg min riffel over til Lars. Så kunne han skyde sin serie med den. Og vi nåede at blive færdige begge to inden for tidsrammen," griner hun.