Træneruddannelser i DGI Skydning

Har du lyst til at kunne udfordre og hjælpe dine skytter på et højere niveau?

Hæv dit niveau som træner på Træneruddannelserne i Det Fælles Uddannelseshus, hvor du får kompetencer til at undervise pistol- eller riffelskytter i din forening. 

På vores træneruddannelser lærer du om skydestillinger og skydeteknik, trænerroller og holdtræning af skytter. Uddannelserne giver dig en række værktøjer, så du bliver i stand til at træne skytter på forskellige niveauer og udvikle en god træningskultur i din forening. 

Du lærer at spotte de små detaljer og hjælpe dine skytter til at opnå en bedre stillingsopbygning og korrekt sigte, aftræk og vejrtrækning. Alle elementer, der påvirker skyttens resultat, og oplevelse på skydebanen.

Det skydetekniske er vigtigt for at skytter kan forbedre sig, men erfaringer fra succesfulde foreninger fortæller os at trænerrollen og holdtræning er mindst lige så vigtigt for skytterne. Igennem holdtræning bliver det sociale liv i foreningen styrket og er med til at skabe gode oplevelser og sikre fastholdelsen af skytter i foreningerne. 

Vi udbyder følgende træneruddannelser: Træner 1 Pistol, Træner 1 Riffel og Træner 2 Riffel.

Uddannelserne er udviklet i samarbejde Dansk Skytte Union.

Målgruppe

Personer, som har lyst til at træne og formidle viden til skytter i foreningen. Uddannede hjælpetrænere, der vil have mere dybdegående viden om skydning og lære mere om træning af skytter. 

Varighed

Træneruddannelserne består af fire moduler, to på fire timer og to på tre timer. Uddannelsen kan køre på flere forskellige måder, da den er modulopdelt. Den kan fx forløbe over en weekend, over 4 aftener eller en anden kombination. 

Indhold

Træner 1:

  • Modul 1 Pistol: Skydestilling
  • Modul 1 Riffel: Skydeteknik
  • Modul 2 Fælles: Trænerroller
  • Modul 3 Pistol: Skydeteknik
  • Modul 3 Riffel: Skydestilling
  • Modul 4 Fælles: Holdtræning

Træner 2:

  • Modul 1: Holdtræning 2
  • Modul 2: Stående
  • Modul 3: Liggende
  • Modul 4: Knælende

Forudsætninger og krav

  • Aldersgrænse: 16 år
  • Gældende for Træner 1: Deltageren skal have gennemført Hjælpetræner uddannelsen eller have en tilsvarende skyttebaggrund og derfor kende til beskyttelse af hørelsen, grundlæggende våbenlære samt daglig og periodisk vedligeholdelse af våben.
  • Gældende for Træner 2: Deltageren skal have gennemført Træner 1 uddannelsen

 Tilmeld dig uddannelsen herunder - eller kontakt dit lokale DGI-kontor for mere info.