Skydesportens Dag 2019

Lørdag den 12. oktober kan du opleve stemningen på skydebanen og selvfølgelig få en smagsprøve på, hvad det vil sige at skyde med riffel eller pistol.

På Skydesportens Dag står værter klar til at tage imod dig og din familie, og instruktørerne venter på at give dig en introduktion til sporten, så du kan prøve at skyde med et rigtigt våben. Og mon ikke du kan komme til at ramme plet?

Det sker lørdag 12. oktober fra klokken 10 til 15. Det er gratis at deltage, og din lokale skytteforening stiller alt udstyr til rådighed. Det eneste, du skal gøre, er at medbringe billed-id eller sygesikringskort sammen med et andet id-kort.

Skydning giver ro, koncentration og spænding

Ser du mange actionfilm eller spiller skydespil, kan du få idéen om, at skydning bare handler om at "plaffe" - og at det er farligt. Et par timer på skydebanen til Skydesportens Dag skal nok vise dig, at skydning er meget andet end det - det er seriøs sport, hvor træning hele tiden kan gøre dig bedre.

Det er ikke svært at ramme midten på en skydeskive - men det er svært at gøre det hver gang. Skal det lykkes, kræver det fokus, koncentration og ro i kroppen og mental balance. Heldigvis gør træning, at du bliver bedre til netop det, samtidig med at dine skud kommer tættere og tættere på midten.

De første mange gange, du kommer på en skydebane vil du have en instruktør med dig, som både lærer dig at skyde og om sikkerheden i sporten. For den tager vi - selvfølgelig - meget seriøst. Der er nogle klare regler, som gælder for alle på en skydebane. Blandt andet skal alle, der vil prøve at skyde til Skydesportens Dag, kunne fremvise et billede id-kort eller et sygesikringskort sammen med et andet id-kort for at deltage.