Læs om instruktør-uddannelsen i åbent vand-svømning

Uddannelse i åbent vand klæder instruktører på til at undervise svømmere i open water-svømning.

Magnus Emil Lindstrøm Larsen har gennemført uddannelsen i åbent vand-svømning. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

På med våddragt og pang-farvet badehætte og så i gang med crawl-tagene. Flere og flere danskere har fået smag for svømning i åbent vand. Derfor tilbyder DGI Svømning en instruktøruddannelse, der gør deltagerne til eksperter i åbent vand-svømning.

Magnus Emil Lindstrøm Larsen, instruktør i Rønne Svømme Klub, fra Bornholm har taget uddannelsen, og han er begejstret.

”Der er nye oplevelser og udfordringer, hver gang du svømmer i havet. Kurset var en god blanding af teori og praksis, og jeg har fået en langt større viden om åbent vand svømning. Dermed kan mine svømmere også blive dygtigere,” siger Magnus Emil Lindstrøm Larsen og tilføjer, at uddannelsen har gjort ham mere selvsikker.

”Jeg føler mig mere sikker på, hvordan jeg fremstår som en troværdig træner. Et andet aspekt, jeg virkelig tog med mig, er, hvordan jeg kan organisere træningen, så alle svømmerne får noget ud af det uanset niveau,” siger Magnus Emil Lindstrøm Larsen.

Trænerne klædes på

”Med uddannelsen får trænerne kompetencerne til at undervise andre i åbent vand svømning. Det er vigtigt at klæde trænerne på, så de kan formidle både teknikken og de vigtige budskaber. Og så åbent vand bliver mere enkelt for motionssvømmerne,” siger Fredrik Seistrup, som har været med til at skrive uddannelsesmaterialet til åbent vand-svømning.

I uddannelsen er der især fokus på crawl og det svømme-tekniske.

”Trænerne skal have blik for, at det ikke skal være for kompliceret. Du skal starte med det basale omkring crawl og lægge lag oven på. F.eks. hvad der kan påvirke crawl i åbent vand. Nogle svømmere bliver stressede over, at de ikke kan se havbunden,” siger Fredrik Svejstrup.

Gode trænere = større svømmeglæde. Win-win.