Bølger eller ej, livredning bliver til leg

Øvede svømmere får flere udfordringer på Ocean Rescue Camp Advanced, hvor de lærer mere livredning end på Basic-kurset. Øvelserne gøres mere virkelige, men der skal stadig være plads til sjov, når børnene springer i bølgen.

Malaika Spanssege er blevet reddet i land og skal tjekkes for vejrtrækning. Men det er svært at holde masken, når kammeraterne kommer tæt på. Foto: Oline Erfurth Eskebjerg

”Der ligger to ude i vandet, gå nu ud og red dem! ” En deltager råber til en anden på Ocean Rescue Camp Advanced. Situationen er virkelighedstro, når børn i alderen 10-14 år bruger en uge af deres sommerferie på at lære livredning. Lige nu forsøger en deltager at redde en anden ind ved hjælp af et såkaldt rescue board og kyndig vejledning fra en kystlivredder.

”Når børnene kommer her, har de jo lært det basis. Og her bliver det så meget mere øvelsesbaseret, så de nemmere kan nærme sig noget, der ligner virkelighed, ” siger Tanja Billesøe Beck, idrætskonsulent hos DGI Fyn, der står for campen ved Lehnskov Strand på Fyn.

På Advanced-kurset udnyttes børnenes lidt højere alder. De får selv lov til at byde ind med idéer til øvelser, og svømmeturene i havvandet bliver også længere.

”Det er jo noget, de kan mærke og også synes er meget cool, ” siger Tanja Billesøe Beck.

Mathilde er blevet lidt mere modig, og er med på at svømme lidt mere ud på det dybe.

Bente Panduro, mor til Mathilde

Advanced er mere mod og dybere vand

På koncentreret vis smider Mathilde på 10 redningskransen ud i vandet. Længere ude ligger en deltager, der har fået besked på at spjætte panisk, som det også kunne ske i virkeligheden. Langsomt, og med grin og plask, lykkes redningsaktionen, og begge deltagere står igen på land.

For Bente Panduro, der er mor til Mathilde, er det de uformelle rammer, der er med til at gøre kurset succesfuldt.

”Mathilde er blevet lidt mere modig, og er med på at svømme lidt mere ud på det dybe. Hun efterligner også de store børn og tør gøre, hvad de store gør, ” siger hun.

Livredningsleg lokker deltagere tilbage

Netop som en stor bølge nærmer sig, dykker Malaika på 13 ned under vandoverfladen. Hun er væk et øjeblik, og da hun rejser sig igen, har hun en plasticpose fuld af vand med. Med triumferende mine følger hun vandet ind til strandkanten og overrækker posen til instruktøren. Den slags undervandsskattejagt er bare en af de øvelser, deltagerne bliver udsat for ved Lehnskov Strand.

”De der rescueboards synes jeg er mega fede, så dem kommer jeg nok til at savne. Og da vi skulle kaste med redningskranse, det var helt vildt sjovt. Vi skulle lære at trække hinanden ind og kaste med den. Altså vi lærte noget, men samtidig så fjollede vi også, ” siger Malaika Spangssege.

Hun ryster vandet af sig efter turen under bølgen.

”Jeg var her sidste år og syntes, det var helt vildt fedt, og så ville jeg gerne prøve igen og få noget mere udfordring, ” siger Malaika Spangssege.

Kurset er springbræt for kommende livreddere

Et af målene med Ocean Rescue Camp Advanced er også, at deltagerne skal have mere blod på tanden i forhold til at prøve livredning i fremtiden.

”Når deltagerne bliver 18, kan vi guide dem på vej ved at sige, de har lært alle de her ting, det ligger lige til højrebenet for dem at melde sig til livredderkursus. Det er jo i hvert fald en af de ting, der sådan er et mere samfundsmæssigt perspektiv, at de så kan komme ud og lære noget mere af det, ” siger Tanja Billesøe Beck.