5 tips til at give dit barn en god svømmestart
Guide til, hvordan forældre hjælper små børn til en god svømmestart.
Skal du stå klar ved bassinkanten, kigge med fra kantinen eller køre ud at handle?
Svømmeinstruktør Mette Lauritsen fra Herlev Svømmeklub har 5 gode råd til forældre, som netop har meldt et barn i alderen 3 til 5 år til svømning. Rådene er opdateret med hjælp fra svømmeskoleleder Dorthe Ørving fra Holbæk Svømmeklub.
1. Opbyg forventningsglæde
Opfordr barnet til at tale om svømmeopstarten. Begynd allerede et par dage inden at tale om det, og sig ”ej, hvor bliver det spændende”. Det smitter af på barnet og bliver ofte en bedre oplevelse, hvis barnet har glædet sig.
2. Stol på instruktøren
Stol på instruktøren. De er uddannet til at undervise de små i svømning og har mange års erfaring. Hvis du viser instruktøren tillid og siger til barnet: ”Så Anton, nu skal du lytte til Mette,” så smitter det af på barnet og instruktøren får nemmere ved at fastholde hans opmærksomhed.
3. Følg klubbens regler
Der kan være forskellige regler fra klub til klub, om forældrene skal blive eller forlade hallen. Men over en bred kam er det praksis, at forældrene forlader hallen. Det handler om at skabe de bedste betingelser for instruktørernes undervisning, og her kan forældres tilstedeværelse være et forstyrrende element. Det kan være svært som forælder at slippe kontrollen, men husk på, at instruktørerne er uddannet til opgaven. Nøjagtig ligesom medarbejderne i vuggestuen, børnehaven og skolen.
Forbered og fortæl barnet, hvad der skal ske, og hvor du er, mens undervisningen står på. Eksempelvis: "Nu skal du til svømning. Jeg venter ovre i loungen/ cafeteriet/ køber ind imens osv. osv., og så henter jeg dig bagefter."
Lav en aftale med instruktøren, hvis der er særlige forhold og behov, som kræver en tilstedeværelse i hallen.
4. Bland dig ikke
Forsøg at lade være med at kommentere og rette på barnet. Instruktøren skal nok fortælle barnet, hvad det skal og ikke skal.
5. Tal om oplevelsen
Tal om det bagefter. Barnet har oplevet en masse nyt og har behov for at dele det. Spørg ind til det og vis, at du synes, det er spændende.