Svømmeuddannelse gjorde Mathilde til en bedre instruktør
Ta’ en svømmeuddannelse – det er superfedt og giver selvtillid at stå med beviset i hånden, lyder det fra Mathilde Lauth.
11 hold. Så mange hold er Mathilde Lauth instruktør for i Herlev Svømning. Og hun er vild med det.
”Jeg gør en forskel og ser, hvordan børnene udvikler sig. Jeg har altid godt kunne lide børn. Den der følelse af at stå med et barn, som næsten ikke tør komme i vandet, og som så får lært at svømme, det er så fedt,” siger Mathilde Lauth.
Hun er 18 år og går i gymnasiet. I Herlev Svømning står hun i spidsen for både voksen/barn hold, og hold for begynderbørn (svømmeskole 1) og øvede (svømmeskole 4).
Megafedt at lære nyt
Mathilde Lauth har selv svømmet som barn. Hun startede som hjælpetræner for et års tid siden og blev hurtigt instruktør.
”Grunduddannelsen gav mig et fundament, og uden den ville jeg ikke være så god en instruktør. Jeg vil anbefale alle svømmeinstruktører at komme af sted, og så bygge videre med flere kurser. Det er megafedt at lære noget nyt,” siger Mathilde Lauth.
Ny viden og masser af ideer
Med uddannelsen fik Mathilde Lauth svømmeteknisk viden, lærte om pædagogik, og fik masser af ideer, værktøjer og lege med hjem.
”Det var superfedt. Jeg rykkede mig og fik lagt et ordentligt fundament for mig som træner. Det var virkelig dygtige undervisere, og jeg gik derfra med en følelse af, at jeg var klar til, hvad der end kunne ske,” siger Mathilde Lauth.
Udstrålingen gør en stor forskel
F.eks. var der fokus på, at børn lærer forskelligt, og at trænerens udstråling gør en stor forskel.
”Det kræver et stort overblik at kunne overskue 12 små børn i vandet, der ikke kan bunde. Det er et stort ansvar, og jeg er blevet mere bevidst om måden, jeg kommunikerer på,” lyder det fra instruktøren.
For når du står på bassinkanten har du ikke blot ansvar, du er også en rollemodel, som børnene ser op til. Det ved Mathilde Lauth af personlig erfaring.
”Jeg har altid haft en ide om, at jeg gerne ville være svømmeinstruktør, for da jeg selv gik til svømning havde jeg den fedeste svømmetræner, der hed Rikke, som altid var smilende og glad.”
Vigtigt at børnene får god svømmeundervisning
Det var Herlev Svømning, der sagde til Mathilde Lauth, at hun skulle tage en svømmeuddannelse.
”Det var dejligt, at klubben vil bruge penge på mig. Men det er også vigtigt, for børnene skal have en ordentlig undervisning, og derfor skal klubberne prioritere at uddanne deres instruktører,” siger Mathilde Lauth.
Og det har på mange måder gjort en forskel at få uddannelsesbeviset i hånden.
”Jeg rankede lige ryggen lidt ekstra, da jeg fik beviset på, at jeg har uddannet mig. Nu ved jeg, hvad der skal til for at være en god træner. Det betyder også noget i forhold til forældrene til de børn, du træner. Du bruger din fritid på at blive en bedre træner, og det kommer både klubben, børnene og dig selv til gavn."