Sådan gør du svømmeopvarmning sjov for børn

Ved hjælp af gåder, regnestykker, farver og figurer kan du gøre opvarmningen sjov og anderledes for de 8-12-årige børn på dit svømmehold.

Børn elsker fart, farver og figurer, så det er yderst relevant at inddrage opvarmningslege, der tager højde for det - og får kroppen i gang og gør dem klar til at modtage læring. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Når børn kommer ind i svømmehallen efter bad og omklædning, småfryser de ofte en smule. Derfor skal der hurtigt gang i opvarmningen, så de kan få varmen tilbage i kroppen og blive klar til selve svømmeundervisningen.

Men hvordan gør du opvarmningsdelen sjov, så den ikke bare er noget, der skal overstås? Og hvordan gør du op med tanken om, at opvarmning bare handler om at svømme fire baner? Det har Sune Lund fra DGI Svømning flere bud på.

"Det er vigtigt, at vi sætter os ind, hvor målgruppen er i livet. De 8-12-årige kan lide at bruge hovedet, og de elsker fart. Så begge dele er noget, vi kan udnytte i opvarmningen. Nogle af dem er måske lidt vandskrække, så hvis vi laver noget, de kan lide, flytter vi fokus fra vandet," siger Sune Lund.

Han oplister herunder en række forskellige muligheder, der er lige til at kopiere eller lade sig inspirere af.

4 alternative opvarmningslege

  • Brug gåder. Find gåder, der svarer til deres alder og sig den højt. Den, der svarer først, må ikke svømme. De andre børn skal svømme over til den anden bassinkant og tilbage igen - så hurtigt de kan. Om svaret er korrekt eller ej, er ikke det vigtigste

  • Brug matematikstykker eller alfabetet på samme måde. Fx 'Hvad er 4 gange 4?' og 'Hvad kommer efter H?'

  • Lav posteløb. Sæt figurer, de kan lide og kender - eksempelvis figurer fra Anders And eller fra Paw Patrol rundt på bassinkanten med en opgave, de skal løse ved her. Ved Marshall, som er brandmand, kan det være at sprøjte vand på hinanden med plader. Ved Rocky, som er skraldemand, kan det være at 'pakke skrald' i form af at lægge bolde i en andens favn og se, hvor mange han eller hun kan bære

  • Læg spejle ud på bassinets bund og læg dykkeringe ovenpå. Bed børnene om at dykke ned og vinke til sig selv uden at ramme en ring

Øvelserne blev demonstreret på svømmekonferencen Aqua Inspiration, og her deltog Tina Ingemann Hansen fra svømmeklubben Farum Familie Svøm. Hun blev inspireret af Sune Lunds alternative opvarmningsøvelser, som hun vil gå hjem og afprøve i sin egen klub.

"Jeg vil gå direkte hjem og bruge legeelementet noget mere - blandt andet den med gåderne," siger Tina Ingemann Hansen.