Kønsopdelte hold får flere til at svømme

Kønsopdelte hold er en succes og får flere til at svømme i Hovedstadens Svømmeklub. Sahan, Lanja og Diye ville ikke være begyndt at svømme, hvis der ikke var et pigehold.

Diye på 10 år får en hånd af hjælpetræner Izabella Sif Agerholm. Med hold kun for piger tager Hovedstadens Svømmeklub et socialt ansvar og får flere børn til at svømme. Foto: Sarah Bender

OBS: ARTIKLEN ER FRA 2018

Svømmehold kun for piger er den direkte årsag til, at Sahan, Lanja og Diye går til svømning hver tirsdag.

Siden 2013 har Hovedstadens Svømmeklub haft stor succes med at tilbyde kønsopdelt svømning. Målet er at få flere til at svømme, og holdene er ikke delt op ud fra religiøse præmisser. Blandt svømmerne er der mange forskellige nationaliteter og religioner, så børnene mødes på tværs af kulturelle baggrunde.

”Det er vildt sjovt at gå til svømning. Men jeg kan ikke gå på hold, hvor der både er piger og drenge, for jeg er muslim” forklarer Sahan, der er ti år gammel og går til svømning i Tingbjerg.

Bydelen i Købehavn er på listen over ghetto-områder, og en stor del af borgerne har anden etnisk herkomst end dansk, og i svømmehallen er ruderne matterede, så man ikke kan kigge ind.

Vi har det sjovt, og vi lærer noget

Sahan, Lanja og Diye gir den gas i vandet. Først får hver to plader, som de skal holde i udstrakte arme til siden, mens de træner ben. Bagefter viser hjælpetrænerne dem den rette kropsholdning, når de skal flyde.

”Vi har det sjovt, og vi lærer noget. Og du får nye venner og kommer tætter på dem du kender i forvejen,” siger Sahan.

Da hun startede, var hun ikke så vild med at dykke. Men det har hun fået lært.

”Jeg var bange for dybt vand. Men trænerne viste, hvordan jeg skulle dykke, og så prøvede jeg det. Og nu kan jeg meget mere. Og der er hele tiden en hjælpetræner i vandet, der kan forklare mig, hvordan jeg skal gøre,” siger Sahan.

Kønsopdelte hold får flere til at svømme

For Hovedstadens Svømmeklub er de kønsopdelte hold er ikke et mål i sig selv, men en vej til at få flere med. Klubben vil gerne tage et socialt ansvar og lære endnu flere at svømme.

Læs 10 gode råd til foreninger om kønsopdelte hold

Mange familier i Tingbjerg er ikke vokset op med danske foreningstraditioner, og børnene kommer ikke til svømning af sig selv.

Klubben har derfor ansat Thea Meyer Andersen som projektkoordinator i Tingbjerg. Hendes opgave er bl.a. at skabe tryghed hos svømmerne og deres forældre og at få flere med på svømmeholdene.

”Jeg tager imod børnene på gangen, når de kommer med deres svømmetøj, og jeg hjælper forældrene med tilmelding og andre ting. Relationer og tryghed er det vigtigste,” siger Thea Meyer Andersen.

Ekstra tid til omklædning og bad

I Tingbjerg er der også afsat ekstra tid til omklædningen, og der er altid trænere eller hjælpetrænere til stede, når børnene klæder om.

”Det giver nærvær og en tættere kontakt til børnene, at vi er med i omklædningen. Det gør også, at der er mere ro på, og at alle er med på reglerne om, at man skal vaskes uden badetøj inden svømning,” siger Thea Meyer Andersen.

For at få flere svømmere med, opsøger Thea Meyer Andersen mødre på kvindecafeer, snakker med boligsociale medarbejdere og tilbyder gratis prøvetimer.

Nye svømmere rekrutteres også via skolernes intranet, og svømmerne får flyere med hjem, de kan dele ud til deres skolekammerater eller kusiner og fætre.

20 kønsopdelte hold og planer om flere

Og klubbens tiltag virker. Svømmerne kommer sæson efter sæson, og flere og flere kommer til. Desuden bliver flere af svømmerne hjælpetrænere eller trænere, også i andre svømmehaller.

Hovedstadens Svømmeklub har 20 kønsopdelte hold i Tingbjerg, og der er planer om at starte op i flere bydele.

Som et tilbud til de ældste svømmere har klubben desuden lavet et samarbejde med ungdomsskolen om at tilbyde valgfaget Unge i Front til elever på Tingbjerg Heldagsskole og Brønshøj Skole.

Læs mere om Unge i Front, der har givet klubben 17 nye hjælpetrænere

Valgfaget er skruet sådan sammen, at det kombinerer klubbens hjælpetræneruddannelse med DGI’s koncept Unge i Front. Og de fleste elever ansættes efterfølgende som hjælpetrænere i klubben.