Sjov erstatter stopur på nye svømmehold

Thisted Svømmeklub har venteliste til to nyoprettede hold for børn mellem 10 og 15 år, der har mere lyst til leg i vandet end konkurrencesvømning.

👆 Galleri: Scroll til siden og se historien fortalt i billeder 👆

”Her kan jeg udfolde mig og svømme på den måde, jeg har lyst til. Det er mere leg.”

Ordene er Maja Isabella Miklenborg Salomonsens, 12 år, da hun vanddryppende og smilende kommer op af bassinet efter 45 minutter med lege, latter og boldspil.

Maja Isabella er kommet med i gruppen af piger og drenge, der boltrer sig som delfiner i vandet i Thyhallens svømmecenter torsdag aften.

Maja Isabella har gået til svømning i mange år. Hun er god til crawl, men var ikke så glad for de stigende krav på holdet for øvede svømmere.

”Jeg havde ikke lyst til at komme til konkurrencer og stævner,” fortæller hun.

Thisted Svømmeklub har erkendt, at rigtig mange piger og drenge har det ligesom Maja Isabella.

Intens træning kan være en stopklods for unge

Teenageliv og intens træningscyklus virker som en stopklods for mange af klubbens medlemmer. Kun cirka 15 procent af børnene fortsætter i klubben for at dyrke konkurrencesport eller kunstsvømning, når de er fyldt 12-13 år.

Derfor har klubben som noget nyt oprettet de to hold, Flyvefisk (10-12 år) og Butterflies (12-15 år). Her er målinger af individuelle tider erstattet af vandlege og svømning for sjov.

”Ideen kom egentlig flere steder fra – fra instruktører og fra Dansk Svømmeunion. Men vi mærkede primært et ønske fra forældrene om at oprette de her hold. De syntes, der manglede noget for de børn, der ikke gad konkurrence,” fortæller leder af svømmeskolen, Søren Madsen.

Thisted Svømmeklubs svømmeskole

  • har nu 470 medlemmer. I foråret var de 430, en vækst på ti procent.
  • er opdelt i hold fra pjask og leg til begynder, letøvet og øvet. Efter 11-12 års-alderen har man indtil i år kunnet vælge mellem minitalent (adgang til elitehold) eller kunstsvømning. Kun cirka 15 procent fortsætter på konkurrenceniveau.
  • Har nu et alternativ til konkurrencesvømning og kunstsvømning: Svømning for sjov

Vis mere Vis mindre

Hos Flyvefisk og Butterflies er det boldspil, dykning efter ting eller lege som ”sten, saks papir”, der er omdrejningspunktet for de 45 minutters ophold i bassinet.

”De aktiviteter, jeg laver med børnene, er jo reelt svømmetræning, men de tænker ikke over det,” forklarer Anni Kappel Nielsen, der er instruktør på de to hold.

Hun kaster stænger med påtrykte tal ned i bassinet. De synker ned på bunden, og hun giver børnene instrukser.

”Når I dykker ned, skal I finde to stænger. Hvis man er 12 år, skal man for eksempel finde en 8’er og en 4’er. Tak… nå, er du allerede 14? Så kaster du dem ud igen. Så skal du finde tre denne gang.”

Elena Toft Grabowski på 12 år er glad for at den nye mulighed. Hun har svømmet, siden hun var fem år og var egentlig indstillet til at skulle på talentholdet.

”Det er rigtig fedt at være med her, for det er ikke rigtigt mig at svømme konkurrence,” siger Elena.

Arthur Kæseler Nielsen på 14 synes også, det er sjovt at spille vandpolo og dykke efter stænger med tal. Han har meldt sig til Butterflies, fordi han var blevet træt af konkurrencesvømning.

”Der var for mange dage med træning. Jeg plejer at svømme fire gange om ugen,” fortæller han.

Anni Kappel er opmærksom på, at mange af børnene tidligere har haft stramme træningsprogrammer – og at de tilhører en zapper-kultur.

Afveksling – men ikke et cirkus

”Der skal hele tiden være en afveksling i aktiviteterne for at fastholde dem. Men det må heller ikke blive et cirkus,” forklarer hun.

Hun tilrettelægger lektionerne sådan, at børnene snuser til forskellige grene af svømning. Der er vandpolo, dykning, livredning og udspring. Til sidstnævnte har hun allieret sig med en udspringsinstruktør fra en anden klub.

Tidslinje: Sådan kom holdene i gang

  • Svømmeklubben erkender, at alt for mange – især piger - stopper, når de bliver 11-12 år.

  • TSK tilbyder et alternativ til konkurrencesvømning. I foråret 2021 laves PR-arbejde under overskriften ”Sjov skal tælle mere end stopur”.

  • Startskuddet bliver et sommerevent med titlen ”Girls Camp”.

  • I august etableres to hold svømning for sjov: Flyvefisk er for børn på 10-12 år og Butterflies er for dem i aldersgruppen 12-15 år.

Vis mere Vis mindre

Anni Kappel har selv svømmet i næsten 50 år. Hun begyndte, da Thy Hallen blev bygget i 1975. Hun opnåede at komme på førsteholdet, blev instruktør som ung og begyndte at spille vandpolo ved siden af svømning, en sport som hun senere har valgt at fokusere på.

De seneste 15 år har hun været frivillig instruktør i Thisted Svømmeklub for letøvede og øvede børn. I denne sæson har hun påtaget sig ansvaret for svømning for sjov. Det nyder hun.

”For første gang i mange år skal jeg ikke arbejde med mål. Jeg oplever en stor frihed ved at have de her nye hold. Vi bestemmer fuldstændig selv, hvad vi vil lave,” fortæller hun.

Selv om stopur og måltal er ”no go” om torsdagen mellem kl. 18 og 19.30, har Anni Kappel sine egne tanker om, hvad børnene gerne skal opnå ved at deltage i Flyvefisk og Butterflies – udover at have det sjovt.

Bedre til at begå sig i vand

”De skulle helst blive bedre til at begå sig i vand, gerne sådan at forældrene kan være trygge ved at sende dem afsted til Søbadet eller andre steder, hvor de mødes med andre unge,”

Men er klubben ikke bange for, at svømning for sjov vil udhule konkurrence-afdelingen?

Sådan ser Søren Madsen ikke på det.

”Jeg er meget tilpas med, at vi kan lave et attraktivt tilbud for dem, der egentlig var stoppet, så de kommer tilbage. Jeg synes, det er fantastisk, at det er så populært.”

Såvel Søren Madsen som Anni Kappel glæder sig over, at Flyvefisk og Butterflies også tiltrækker børn, der aldrig før har været i svømmeklubben. For eksempel børn, der har gået til svømmeundervisning i folkeskolens 5. klasse og har fået mod på mere.

Del af et fællesskab

”Nogle af deltagerne har ikke været vant til at dyrke så meget sport tidligere. Her i bassinet oplever de, at de har noget sammen med andre. De er en del af et fællesskab,” pointerer Anni Kappel.

Det gælder for eksempel Anando Mujhanovic på 10 år.

”Min far syntes, jeg skulle gå til det. Jeg synes, det er sjovt. Jeg elsker at svømme. Jeg elsker at være dybt nede i vandet,” udbryder han glædestrålende.

Der er venteliste til de to nyoprettede hold i Thisted Svømmeklub.

”Fra klubbens side er svømning for sjov noget vi vil fortsætte med, så længe vi har tider i hallen - og nok instruktører,” fastslår Søren Madsen.

Anni Kappel:

”Det kunne være skønt, hvis børnene får en så god oplevelse med svømning eller vandsport, så det bliver noget, de vil gå til hele deres liv.”