Styrk dine sanser i vand og bliv bedre til at holde balancen

Kan du ikke stå på ét ben mere? Så er din balance sikkert ikke, hvad den har været. Men balancesansen kan heldigvis trænes.

Gå på line på bassinets kant. Falder du i vandet, falder du blødt. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Når vi bliver ældre, sker der en masse med vores kroppe. Maden smager ikke af så meget, som den har gjort. Vores syn bliver dårligere, og vi kan ikke læse uden briller. Måske er den også gal med hørelsen.

Balancen begynder også at vakle for mange. Nogle bliver så usikre i deres bevægelser, at de falder – eller bliver bange for det. Og så bliver bevægelserne endnu mere usikre, for så skal de hele tiden passe på.

Fakta om balancesansen

  • Balancesansen – også kaldet den vestibulære – sans udvikler sig i fostertilstanden allerede fra 16. graviditetsuge.
  • Sansen sidder i det indre øre, som er et væskefyldt hulrum i tindingebenet, og den registrerer hovedets position i forhold til tyngdekraften og hovedets bevægelser.
  • Børn træner deres balance konstant, når de leger, gynger, snurrer rundt og slår kolbøtter. Hvis vi som voksne oplever at blive utilpasse ved at gøre dette, trænger vi til at træne vores balance igen.
  • En god balance afhænger ikke af balancesansen alene, men er også afhængig af en god synssans, følesans og muskel-led-sans.

Det er en ond og selvforstærkende cirkel, siger læge Henriette Møller Christensen, der til daglig arbejder i en praksis i Aalborg.

Mange siger: 'Jeg går og falder, fordi jeg er gammel'. Hvortil jeg svarer: 'Måske mangler du træning'.

Henriette Møller Christensen, læge

Den gode nyhed er dog, at balancen kan trænes på alle niveauer. Og der er en stor fordel ved at træne balancen i vand. For hvis du falder, lander du blødt og det gør ikke ondt.

Henriette Møller Christensen er derfor særdeles varm fortaler for at benytte sig af svømmehallernes varmtvandsbassiner, når balancen skal blive bedre. Samtidig får du løsnet godt op for eventuelt stive led.

Klik på linket og få Henriette Møller Christensens bedste tips til øvelser, der stimulerer sanserne og dermed din balance.