Video: 3 øvelser til at forbedre dit armtag i crawl
Teknik er altafgørende for at blive god til at crawle. Få 3 øvelser til at opnå lange og kraftfulde armtag.
Med en god teknik kan du i svømning kompensere for rigtig meget andet, du måske endnu ikke har styr på, såsom manglende muskelmasse eller vægten. Retter du fokus på at udvikle din teknik, vil du opleve, at du pludselig overhaler andre svømmere, du på overfladen aldrig ville turde drømme om at sammenligne dig med. Du vil også opleve, at du med en god teknik bruger færre kræfter i vandet og bliver mere udholdende.
Lige netop her er svømning fantastisk, for det handler i høj grad om at beherske elementerne. Og det bedste ved svømning er, at der altid er noget, du kan forbedre. I denne artikel retter vi fokus på crawl og tre enkle øvelser, der forbedrer dit armtag. Se videoerne og læs beskrivelsen, og prøv det så selv af.
Få hjælp fra en svømmetræner!
- Meget skal spille sammen for at få en god crawl; vejrtrækning, armtag, core og ben. Og det kan være svært selv at se de små ting, du måske skal ændre.
- Kniber det for dig at få din crawl til at sidde lige i skabet, kan du komme rigtig langt med lidt kyndig vejledning fra en svømmetræner, der bogstavelig talt ser det hele fra oven.
- I din lokale svømmeklub står de klar til at hjælpe dig. Find ud af, hvilke lokale muligheder du har for at gå til svømmetræning her.
1. Catch up-crawl
Catch up crawl er en klassisk øvelse, hvor der sker overlap ved hvert armtag. Du udfører således et armtag, og færdiggør det ved siden af modsatte arm, inden det næste armtag igangsættes.
Øvelsen kan udvikle din DPS (distance per stroke), hvis du døjer med at tage for mange korte armtag eller generelt har for mange armtag pr. bane. For mange armtag kan betyde, at du hurtigere syrer til eller måske endda får ondt i skuldrene.
Øvelsen kan du vælge at udføre med finner eller med en pull buoy mellem benene, så de ikke synker. Det giver dig mere tid og overskud til at arbejde med detaljen, men husk også at prøve den af uden finner engang i mellem, når du føler, at motorikken er ved at sidde.
Du kan undervejs arbejde med en høj albue i armtaget under vandet, bløde rotationer i overkroppen, acceleration i armtaget, afslutning af armtaget eller noget helt femte. Undgå at skære ’ind over’ dit hoved, og lav isæt og fremføring foran og i linje med skuldrene.
2. Jesus-crawl
Som navnet antyder, handler Jesus-crawl om at gå på vandet – blot med hænderne. Øvelsen handler om at lade dine fingre glide gennem roligt vandet, når du fører armen fremad over vandet frem mod det næste armtag. Jesus-crawl er en af de vanskeligere øvelser - men ikke desto mindre en, der understøtter mange relevante færdigheder i crawl.
Fordelene er nemlig mange: Du sikrer en relativt høj albue over vandet, da fingrene bedst kontrolleres tæt ved kroppen samtidig med, at armtagets fremføring sker relativt smalt og i naturlig, fremadrettet linje. Du ”fylder” med andre ord ikke meget i bredden, og netop dét er vi interesseret i for både at mindske vandmodstanden og opretholde balancen i crawl.
Derudover er der god fidus i Jesus-crawl, da den kun meget vanskeligt kan udføres i andet end løst, langsomt tempo. Du bliver tvunget til at sætte farten ned, holde balancen og have effektive armtag for at kunne udføre øvelsen korrekt. Er øvelsen svær, kan du med fordel tage finner på fødderne. Men husk fortsat det langsomme tempo, spar på benene og mærk vandet på fingerspidser.
3. Crawl med springvand
Når man bliver træt i løbet af en given distance eller serie, sker det ofte, at crawl-armtagene bliver korte og ineffektive. I crawl vil vi gerne opnå lange og kraftfulde armtag. Set fra bassinkanten genkendes korte crawl-armtag ofte ved, at albuen kommer op fra vandet ved maven i ”afslutningen” af hvert tag i stedet for at føre armtaget fuldt ud og hele vejen ned langs kroppen, før du trækker armen op af vandet igen frem mod det næste armtag.
Som et middel mod korte armtag kan du øve ’crawl med springvand’, hvor den kraftfulde afslutning langs lårene øves. Laver du øvelsen korrekt, afslutter du nemlig det lange og gode armtag så kraftigt, at du laver et lille bagudrettet springvand med hånden. Derudover laver den cirkulære bevægelse, du laver med armen over vandet frem mod næste armtag, en lille halvmåne af vand.
Øvelsen er sjov, relativt nem at udføre og du stimulerer automatisk udførelse af fuldendte crawl-armtag med lange og kraftfulde afslutninger.