Uddannelser i de fire stilarter

Optimér din undervisning inden for hver enkelt af de fire stilarter: Crawl, rygsvømning, brystsvømning og butterfly.

At undervise og arbejde med stilarterne crawl, rygcrawl, butterfly og brystsvømning i svømmehallen er et håndværk. Et håndværk, som kræver, at du er trænet i at se på en svømmer, udpege styrker og udfordringer i svømmerens stilartssvømning, kunne igangsætte aktiviteter, som forbedrer svømmeren, hvor denne er udfordret, og efterfølgende konkludere, om aktiviteten gjorde svømmeren bedre.

Du kan vælge mellem uddannelser inden for crawl, rygsvømning, brystsvømning og butterfly. De fire uddannelser er opbygget på samme måde og derfor beskrevet samlet her. 

  • Målgruppen er dig, som underviser i børne-, ungdoms- eller voksensvømning på begynder eller øvet niveau og gerne vil specialisere dig indenfor en eller flere af de fire stilarter. Du skal have lyst til at skærpe dine kompetencer i at arbejde med stilarten. Denne uddannelse henvender sig ikke til konkurrencetrænere
  • Formålet er, at du kan arbejde struktureret med indlæring og optimering af stilarten samt målrette din undervisning til den enkelte svømmer
  • Indholdet giver dig analyseværktøjer til at kunne se på en stilart og vurdere, hvordan dine svømmere udfører stilarten i forhold til ideel udførelse. Derudover får du redskaber til at udarbejde aktiviteter, som styrker udviklingen af dine svømmere
  • Forudsætninger og krav. For at deltage skal du have gennemført DGI Svømnings Grunduddannelse og Svømning i Svømmeskolen eller Begyndersvømning for voksne, eller Dansk Svømmeunions grunduddannelse eller Svømningens Grunduddannelse. Du skal have mindst 2 års praktisk erfaring som ansvarlig underviser på enten børne-, ungdoms- eller voksenhold på begynder eller øvet niveau. Alle stilartsuddannelser er programsat til 4 timer og vil bestå af hjemmearbejde før og efter uddannelsen

Find, og tilmeld dig uddannelser inden for den stilart, du vil specialiseres i.