En skumbold er nemmere at styre end en almindelig tennisbold. Det gør, at spillet kan holdes i gang i længere tid med mere spil og længere dueller til følge. Det gør skumtennis oplagt for begyndere, men uanset niveau er skumtennis lig med spilleglæde.
Netop glæden er i centrum, hvorfor der vil være fælles opvarmning til alle skumturneringer.
Skumtennis spilles på badminton- eller minibaner, hvor nettet er sat ned. Pointsystemet er som en lang tiebreak, hvilket betyder, at man spiller 1-0, 2-0 osv., indtil tiden er gået.
Der spilles efter pulje-pulje-systemet, hvilket betyder, at deltagerne på forhånd er inddelt i tilfældige puljer i deres årgang, hvor der spilles alle-mod-alle. Når den indledende puljerunde er færdigspillet, bliver deltagerne inddelt i nye puljer baseret på deres resultater. I denne pulje (finalerunden) møder de andre spillere, der har klaret sig omtrent ligeså godt som dem selv. Her spilles også alle-mod-alle, inden vinderne af de forskellige puljer kåres.
Til Funplay-turneringer er det sociale i fokus. Det betyder:
- Fokus på kammeratskab
- At lære at spille kamp (via en sjov og god oplevelse)
- Forældre hjælper med at tælle point
I Fairplay-turneringer spilles om point på skumtennis-ranglisten:
- Fokus på gensidig respekt, at spille fair og dømme korrekt
- Forældre støtter børn i den positive tilgang til hinanden og spillet
- Første møde med rangliste