Regler for skumtennisturneringer

1. Banen

U8 og U10 spiller på en single badmintonbane. Servefeltet går til den inderste linje på langsiden og den næst bagerste baglinje.

U12 og ældre årgange samt i alle doublerækker spilles på en double badmintonbane. Servefeltet går til inderste streg på langsiden og den næst bagerste baglinje.

Der kan også spilles ”på tværs” af en almindelig tennisbane.

Nettet skal placeres, så overkanten er 85 cm. over gulvet.

Skumtennisbane

2. Bolde

U8 anvender ”små” skumbolde med en diameter på ca. 9 cm. og en vægt på ca. 34 gram.

U10 og ældre årgange anvender ”store” skumbolde med en diameter på ca. 12 cm. og vægt på ca. 70 gram.

Hvis U8 slås sammen med andre årgange, anvendes ”små” skumbolde.

Udendørs kan røde Play & Stay bolde anvendes.

3. Ketchere

Der kan spilles med helstøbt plastikketcher eller med almindelig godkendt ketcher.

Udendørs spil

Skumtennis udendørs kan for alle årgange også spilles på udendørs minitennisbaner. 

4. Spilleregler

Der spilles efter de samme regler som i normal tennis med følgende undtagelser:

  • I U8 og U10 må bolden gerne hoppe en gang under udførelse af serven.
  • Hvis der spilles med badminton-netstolper, og bolden rammer denne, så er bolden tabt.
  • Hvis der spilles med mobile skumtennisnet, må bolden gerne ramme stolpen.

5. Kampenes afvikling

Kampe i skumtennisstævner spilles som puljekampe. Deltagerne er på forhånd inddelt i tilfældige puljer i deres årgang, hvor der spilles alle-mod-alle. Når den indledende puljerunde er færdigspillet, bliver deltagerne inddelt i nye puljer baseret på deres resultater. I denne pulje (finalerunden) møder de andre spillere, der har klaret sig omtrent ligeså godt som dem selv. Her spilles også alle-mod-alle, inden vinderne af de forskellige puljer kåres.

Der spilles på tid, og der tælles som fortløbende point i alle årgange (som en lang tie-break). Den første spiller, der server, server én serv, hvorefter modstanderen server to serve osv.

Når tiden er udløbet, stoppes igangværende bold med det samme og tæller ikke med. Ved pointlighed spilles én afgørende bold.

6. Hvordan man finder frem til placeringerne i en pulje

  1. Der gives 2 point for en vunden kamp og 0 point for en tabt kamp.
  2. Den spiller, der har samlet flest point, bliver vinder af puljen.
  3. Slutter 2 spillere med samme pointtal, så er den indbyrdes kamp afgørende.
  4. Har 3 eller flere spillere samme pointtal, og har de slået hinanden indbyrdes, så er pointdifferencen afgørende (hvor mange point har man vundet, kontra hvor mange point har man tabt. Spilleren med den højeste pointdifference erklæres som vinder). Hvis spillernes pointdifference er ens, findes afgørelsen ved lodtrækning.

7. Forældreinvolvering

Det forventes, at du som forælder hjælper U8 & U10 med at tælle med appen, ”Scoretæller”. Som udgangspunkt dømmer U10 selv, men til U8 er der brug for hjælp til at tælle og dømme. Det forventes altid, at du som forælder er med til at sikre god opførsel blandt spillerne og i kampene generelt. Du må derfor meget gerne opholde dig ved nettene imellem banerne, når kampene spilles.

Forældre bedes downloade følgende gratis app (iOS: Scoretæller eller Android: Scoretæller) for at holde score, således at børnene visuelt kan følge med i pointstillingen. Brug evt. stregkoden oppe til højre på denne side.

8. Hvis en spiller kommer for sent

Kommer en spiller efter de første puljekampe er begyndt, udelukkes han/hun fra deltagelse. Hvis en spiller forlader turneringen, inden vedkommendes række er færdigspillet, udelukkes vedkommende også fra puljeregnskabet.

9. Tællerens funktion, hvis der opstår tvivl om en dom 

Hvis der opstår tvivl, om en bold er ude eller inde, må tælleren ikke dømme bolden (kun i U8 & U10), men denne må gerne hjælpe spillerne til at blive enige. Tælleren kan fx fortælle spillerne, hvem det er, der dømmer bolden; spørge om denne er sikker i sin dom; foreslå at pointet bliver spillet om. 

10. Dommere

Hvis turneringsledelsen skønner det nødvendigt, kan denne til enhver tid vælge at indsætte en egentlig dommer på enkelte kampe.

11. Dommerens/tællerens afvikling af kampen

Dommeren/tælleren foretager sammen med spillerne lodtrækning straks ved kampens start. Ved kampens afslutning meddeler dommeren/tælleren de to spillere resultatet. Dommer/tæller og spillere går sammen til dommerbordet, hvor spillerne skal acceptere det afleverede resultat.

Kilde: Reglement for Tennis Øst og DGI’s individuelle skumtennisturneringer fra april 2020.