55.228 spiller tennis i DGI

Tusinde nye medlemmer og en håndfuld københavnske klubber giver medlemsvækst i DGI Tennis.

I 2017 kom tusinde nye medlemmer i tennisklubberne i DGI.

Medlemmer i 2017

DGI Tennis: 55.228 medlemmer i 525 foreninger.

Dansk Tennis Forbund: 56.633 medlemmer i 271 foreninger.

De seneste tre år er antallet af medlemmer i tennisklubberne i DGI vokset, så årets opgørelse runder 55.228 medlemmer. Det skyldes blandt andet, at flere etablerede klubber i København har valgt at være med i DGI, og også en kontant medlemstilgang på knap 1.000 medlemmer.

Vækst i Storkøbenhavn

Alene i DGI Storkøbenhavn er medlemstallet vokset med 2.324 medlemmer. Her har flere etablerede klubber valgt at melde sig ind blandt dem Sundby TK, TK Ryvang og Kløvermarkens Tennisklub. Kløvermarkens formand, Lars Abat, siger om indmeldelsen:

”Vi har kigget lidt efter at få sparring på forskellige områder, for eksempel klubudvikling, bestyrelsesarbejde og idrætspolitik. Vi snakkede med DGI, og fandt, at det ville give god mening at melde klubben ind.”

Amagerklubben havde sidste år 664 medlemmer, og er inde i en god gænge med stigende medlemstal, men også stor gennemstrømning.

”Vi arbejder med at få folk bedre integreret fra starten. Vi har kørt med et prøvemedlemskab på en måned til nye, som ikke har spillet før - hovedsagelig i udendørssæsonen,” fortæller Lars Abat.

"Det betyder, at man som ny kan spille med i klubben som almindeligt medlem og desuden deltage i gratis træning 3 gange, så man har et sted at gå hen og møde andre at spille med. Sidste år havde klubben cirka 100 igennem ordningen. 50 meldte sig ind. Lige nu overvejer de, om de skal være så mange flere i klubben.

”Vi kunne godt være mere aggressive og få 800 medlemmer ind,” siger Lars Abat, som også er bevidst om, at klubben skal hænge godt sammen.

"Netop afvejninger omkring dette er en af hjørnestene i det samarbejde, som vi nu er startet op med DGI," siger Lars Abat.

Medlemsudvikling i KTK og VTK

Kløvermarkens TK

  • 622 medlemmer i 2016
  • 664 medlemmer i 2017
  • 11 udendørs baner og 3 indendørs

 Videbæk Tennisklub

  • 75 medlemmer i 2016
  • 121 medlemmer i 2017
  • 4 udendørs grusbaner, en minitennisbane

Synlighed og nærvær bærer frugt

Fremgangen i tennis i DGI kommer ikke kun fra nye klubber. Knap 1.000 nye medlemmer får også tallet i vejret. Blandt dem er 46 nye i vestjyske Videbæk Tennisklub, som er vokset fra 75 medlemmer i 2016 til 121 i 2017.

”Sådan er det, når man forsøger at gøre noget, ” siger formand Kaj Christiansen beskedent og tilføjer:

”Vi har haft en strategi med synlighed og nærvær. Det har båret frugt.”

Synlighed har de taget helt bogstaveligt: De har fældet træer på en P-plads, så man nu kan se klubben. De har investeret i bannere, som synliggør deres aktiviteter, og de er aktive på facebook.

”Det ser ud til, at det virker. Vi trækker medlemmer fra omegnen, ja helt fra Herning,” siger Kaj Christiansen.

Men Videbæk Tennisklub gør også andre sjove, underholdende ting. De har blandt andet inviteret de 20 frivillige til middag på Vestergaards Hotel, og de fået en børnehave til at male klubbens slagmur.   

”Vi forsøger at involvere medlemmerne,” siger Kaj Christiansen.