Deltag i holdturneringen i padel

Nu kan du og vennerne lave et hold og stille op i en holdturnering i padel.

Danmarks stærkeste og sjoveste padel-hold skal findes – og dit hold skal være med. I samarbejde med foreninger og private centre har DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund udarbejdet holdturneringen, som er for alle niveauer.

Holdturneringen begynder til september, og strukturen er kommet på plads i samarbejde med foreninger og private centre. Alle er kommet med input og er kommet frem til en struktur, der kort fortalt byder på en elitedivision, regionale 1. og 2. divisioner – og en veteranrække. Både for kvinder og for mænd.

”Vi er glade for at kunne tilbyde en holdturnering for alle niveauer. Det har været vigtigt for os, at forarbejdet er gjort i tæt samarbejde med foreninger og private centre, da begge parter er vigtige i udviklingen af sporten. Nu glæder vi os til at komme i gang med holdturneringen på den anden side af sommeren 2020, og vi håber, at der bliver mange gode kampe og hyggelige stunder på banerne over alt i landet”, siger Laura Holm Jørgensen, turneringskoordinator.

Det er ganske enkelt at lave et hold. Det kræver blot mindst fire personer. Der er allerede fastsat terminer og åbnet for tilmelding.

For at sikre de bedste vækstbetingelser, er udviklingsarbejdet med turneringen sket i samspil med foreninger såvel som private centre.

”I fælleskab tror jeg på, at vi kan etablere tilbud og aktiviteter, som kan sikre en positiv udvikling af sporten, og bidrage til at endnu flere får øjnene op for denne fantastiske sport”, siger Kim Poulsen fra det private center PadelBoxen i Odense.

Også Match Padel og ProPadel og foreningerne Holbæk Tennis og Padel Klub, Dragør Tennis Klub og ØBG Silkeborg har bidraget til arbejdet.

Læs mere om holdturneringen og tilmeld dit hold her.