Det er simpelthen nemmere at være flere om træningen

Inspirationsdag giver sammenhold og gør flere medlemmer klar til at tage ansvar for begyndertræningen.

Juniorgruppen i Nysted TC er vokset med 20 medlemmer, og Søren Larsen (i sort t-shirt) hjælper med træningen for den nye gruppe.

”Idéen er, at alle skal kunne hjælpe med at få nye medlemmer i gang med at spille,” siger Søren Larsen, bestyrelsesmedlem i Nysted Tennis Club på Lolland, om en inspirationsdag, hvor klubbens medlemmer fik en introduktion til opvarmning, grundslag og serv. Det stod Kasper Kofoed, tennisinstruktør i DGI, for.

Om dagen siger Gitte Rask, som er formand og med i trekløveret, der træner juniorer i NTC:

”Nu har jeg øvelser og idéer og ved, hvad der er vigtigt for store og små. Du bliver også bedre selv.”

Gitte Rask har lært en del på et Kursus 1, som NTC var vært for i august 2016.

Se også artiklen "Trænerteam sætter nyt liv i lille klub."

Inspiration til trænere og spillere

Inspirationsdagen er et led i revitaliseringen af NTC, og om det siger Kasper Kofoed:

”Ideen er tosidet. Det ene er at give deltagerne redskaber til at håndtere de mange nye juniormedlemmer. Det andet er at give medlemmerne redskaber til selv at blive bedre. ”

Målgruppen for dagen er motionister, som synes at tennis er fantastisk.

”Grundlæggende skal de lære det samme, som børnene. Så det er nemt at tegne en rød tråd til juniortræningen,” siger Kasper Kofoed.

Tidligere denne sæson har han hjulpet NTC med tennisintroduktion på Nysted Skole for to 6. klasser. Det har medvirket til, at tennisklubben i år kan skrive 20 nye juniorer på medlemslisten. Derfor har klubben brug for at flere kan tage en trænertjans.

”Vi bryder tennisdelen ned i små trin og lærer at tage de rigtige bidder først. Ligesom du gør i programmet for en hel sæson. De lærer, hvor vi starter, og hvilke klodser vi kan bygge ovenpå,” siger Kasper Kofoed om inspirationsdagen.

Så får du lige pludselig en stærk klub, hvor klublivet begynder at blomstre.

Kasper Kofoed

Vigtigt at være flere

Gitte Rask har påtaget sig træneropgaven sammen med Søren Larsen og Ole Pilgaard Jensen. Det giver dem, ifølge Kasper Kofoed, en fordel:

”Det er ikke nok at være to, der løfter opgaven. Jo flere, der tager ansvar, jo bedre fundament. Hvis ansvaret hviler på en person, bliver det for skrøbeligt - især når man som Nysted Tennis Club går fra ingen junioraktivitet til mange juniormedlemmer efter et skoleforløb,” siger Kasper Kofoed.

”Det er simpelthen nemmere når man er flere om det. Det giver noget socialt, og så får du lige pludselig en stærk klub, hvor klublivet begynder at blomstre.”

Skab værdi

Det er essentielt at være flere, når man vil fastholde nye medlemmer.

”Det er pokkers svært at fastholde juniorer - ikke mindst i klubber, der har haft junioraktivitet i flere år. Der har man etableret en måde at gøre tingene på. Det er nemmere i mindre klubber. De kan få sat tonen rigtigt fra start,” siger Kasper Kofoed.

”Næstved Tennisklub (som er Kasper Kofoeds klub, red.) har samme udfordring. Det har alle klubber i Danmark. Det handler om at skabe værdi for de unge. De skal opleve, at der er gang i tennisklubben med alsidige aktiviteter. Der skal være aktiviteter ud over sædvanlig træning. Det giver et større tilhørsforhold,” siger tennistræneren.

Men der er rigtig mange klubber, hvor børnene kommer til træning en time, og det er det. Der er ikke mere for dem, og det er for lidt.

”Trænerne skal prikke til dem hele tiden. Derfor er det godt at være flere om at bære,” siger Kasper Kofoed.