Ny app gør det nemt at spille valgturnering

Valgturneringer i tennis kan nu styres med en gratis app med flere nye funktioner.

I en valgturnering spiller deltagerne kampe efter tur ved, at den, der står først i køen til at komme i kamp, vælger en makker Foto: Lars Holm

TenTour app’en

  • fungerer på iOS platformen, dvs. alle iPad-versioner fra 8.0 og senere
  • fungerer uanset internetforbindelse
  • kan gemmer alle resultater lokalt på iPad’en.
  • er gratis

En valgturnering er grundlæggende en ranglisteturnering, hvor alle spillere har eller tildeles et spillertal, som angiver deres niveau.

Spillerne spiller kampe efter tur ved, at den, der står først i køen til at komme i kamp, vælger en makker. Sådan er det i en doubleturnering. Er det en singleturnering, vælger spilleren modstander. Deraf navnet valgturnering.

Efter hver kamp justeres spillertallene op og ned – lidt ligesom på verdensranglisten.

Vejledende spillertal

600-750 - begynder: Du skal koncentrere dig meget for at ramme bolden. Du kikser tit.

800-950 - let øvet: Du begynder at slå længere slagserier med forsigtighed, men har stadig mange skrøbelige slag.

1000-1150 - øvet: Du har sikkerhed i en del slag. Du er begyndt at få succes ved nettet.

1200-1350 - rutineret: Du er en god all-round-spiller. Du har udviklet våben, der dækker over svagheder.

1400-1500 - topspiller: Du kan holde højt tempo og modsvare det. Du har god kondition og våben, der skaber muligheder. Du holder hovedet koldt under pres. 

Fra computerprogram til app

Nu har Lasse Have Nielsen, tennisinstruktør i DGI, udviklet en app, som blot kræver, at turneringslederen tager en iPad med i tennistasken.

”Vi havde længe talt om, at det kunne være smart at gøre processerne digitale. Tidligere kørte valgturneringen i et Windowsprogram. Nu er den lavet til iPad. Den kan de fleste have med på tennisbanen,” siger Lasse Have Nielsen.

Han udviklede app’en som bacheloropgave i forbindelse med sin uddannelse til softwareingeniør. App’en hedder Ten Tour og er gratis at downloade.

Nye funktioner

Ten Tour app’en har flere nye funktioner. Den kan for eksempel

  • vælge makkere, så spillerne ikke selv skal gøre det.
  • mindske niveauforskelle mellem spillere, der kan vælge hinanden – og dermed give mere jævnbyrdige kampe.
  • øge niveauforskellene, hvis du vil give begyndere mulighed for at spille med mere rutinerede spillere.
  • lagre resultater, så dit spillertal kan danne udgangspunkt, når du spiller i en valgturnering et helt andet sted.

Populært til landsstævner og tennisrejser

Valgturneringen blev oprindelig indført ved DGI’s landsstævne i Silkeborg i 1998. Et rekordhøjt deltagertal betød, at mange på forskellige niveauer skulle kunne spille med i samme turnering, og også få et vist antal kampe. Siden har valgturneringen været en tilbagevendende turneringsform ved landsstævner og også på tennisrejser.

Om valgturnering ved sommerens landsstævne i Aalborg den 29. juni til 2. juli: Valgturneringens vej fra tøjsnor til app.