Idrætsforsker: Padel er mere end bare en trend

Padel er kommet for at blive. Men sporten skal være opmærksom på ikke at ende i de faldgruber, man ser i klassiske sportsgrene.

Hensygner padel i glemsel ligesom zumba? Eller finder sporten et leje, ligesom crossfit, og bliver en integreret aktør i danskernes idrætslandskab? Foto: Roar Paaske

Hvor er padel om fem år? Fortsætter væksten? 

Idrætsforsker Maja Pilgaard fra Idrættens Analyseinstitut er sat i stævne for at finde svar.

Først og fremmest kan vi afmontere sammenligningen med trends, som kom og forsvandt.

”Eksempelvis zumba er så forsimplet et koncept, at det forsvandt ligeså hurtigt, som det kom. Vi kalder det typisk for hypes. Padel adskiller sig ved, at der er en etablering med faciliteter og aktører, som brænder for aktiviteten, og det frigør en form for fastholdelse,” forklarer Maja Pilgaard og uddyber:

”Der er aktører, som er interesseret i, at folk bliver ved med at bruge faciliteterne. Crossfit så vi også vælte frem for så at finde et relativt stabilt leje i forhold med aktører, som har etableret sig med centre og medlemmer,” siger Maja Pilgaard.

Organisationshybrid

Det taler også til padels fordel, at padel er en organisationshybrid, en blandingsform, hvor selvorganiseret, foreningsorganiseret og det kommercielle smelter sammen og snarere understøtter end konkurrerer med hinanden. Et komplet økosystem.

”Organisationshybrider er noget, vi holder øje med, for det er efterspurgt og giver god mening i praksis, da vi i forvejen ser befolkningen organisere sig sådan,” siger Maja Pilgaard.

Padel kan ende i de faldgruber, man ser i klassiske sportsgrene

Maja Pilgaard, Idrættens Analyseinstitut

Et eksempel kan være, at et kommercielt padelcenter er med til at udvikle foreningsidræt, fordi foreningsstrukturen er god, når man gerne vil lære fra sig og træne andre. Dermed udvikles foreninger ovenpå det kommercielle lag. Aktørerne supplerer således hinanden.

”At foreningslivet byder ind, er et godt eksempel på, at padel er kommet for at blive. For foreninger kan netop fastholde og er modstandsdygtige.”

Når hvedebrødsdagene har lagt sig

Spørgsmålet er formentlig ikke, om padel er kommet for at blive, men hvor meget sporten kan bære. Maja Pilgaard tror ikke, at padelraketten brister i en sådan grad, at de store mængder nybyggede faciliteter står tomme om fem år.

”Jeg tror ikke, det vil ske, for det er som om, at padel udvikler sig for hver dag. Fodbold udvikler sig også stadig og giver en kulturel kapital, uanset hvor man er i landet.”

Selvom padel nok ikke skal frygte en hastig død, er den hellige grav ikke velforvaret. Succesen avler nemlig andre udfordringer - om end positive af slagsen.

Padel er lige nu et sted, hvor det er nyt, sjovt og spændende. Men hvad sker der, når hvedebrødsdagene har lagt sig?

”Padel kan ende i de faldgruber, man ser i klassiske sportsgrene, hvor der meget tidligt kommer fokus på, hvem der er god, og hvem der er knap så god. Vi er overhovedet ikke der endnu. Det udskillelsesløb kan man nok ikke undgå, så det er værd at være opmærksom på,” lyder det fra Maja Pilgaard.