Ny klubudviklingsenhed i tennis skal hjælpe klubberne

DGI Tennis og Dansk Tennis Forbunds nye fælles klubudviklingsenhed vil have fokus på stærke værdier og tage udgangspunkt i den enkelte klub.

Målet med klubudviklingsenheden er at inspirere og vejlede til mere glæde og kvalitet i dansk tennis. Foto: Bo Nymann

Glæde – Udvikling – Fællesskab - Oplevelser.

Fire ord, der er helt centrale for den ideelle forening. Lidt højtravende er det først og fremmest de fire begreber, som fremtidens klubudvikling skal fremkalde.

DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund er gået sammen i en banebrydende samarbejdsaftale, hvor de to organisationer puljer deres midler og kræfter til fordel for dansk tennis. I det nye samarbejde opretter vi en fælles klubudviklingsenhed, der har base i DGI.

Vi har klubudviklingskonsulenter placeret rundt i hele landet, så der aldrig er lang vej fra den enkelte klub til assistance fra DGI Tennis og DTF. Konsulenterne kan trække på landskontoret, så klubberne kan få målrettet hjælp af høj kvalitet.

”Den grundlæggende tænkning for den fælles indsats er, at jo bedre klubberne og foreningerne fungerer - jo mere glæde, fællesskab, oplevelser og udvikling, der skabes - jo flere medlemmer vil klubberne kunne tiltrække og fastholde. Vores tiltag skal udspringe af klubbernes behov og ønsker,” siger idrætsansvarlig i DGI Tennis, Jesper Munk.

Han understreger, at alle klubber skal mødes på det sted, hvor netop de er. Dermed kan den enkelte klub udvikle sig og opnå sit fulde potentiale. Det gælder alt fra storklubben med flere ansatte og ned til nøgleklubben med to baner.

Med samarbejdsaftalen bliver alt dobbeltudbud samtidig afskaffet. Væk er tiden, hvor en klubleder kunne opleve at blive indbudt til netværksmøde med først en konsulent fra DGI og så en fra DTF, der begge havde nogenlunde det samme på hjerte.

Fornyet optimisme

Samarbejde kommer i højsædet i det nye Team Klubudvikling. Et samarbejde, der skal hvile på stærke værdier som tillid, nysgerrighed, ærlighed og engagement.

I det fælles visionsprojekt Bevæg dig for livet – Tennis har DGI Tennis og DTF de seneste år haft rig mulighed for at øve sig i at arbejde tæt sammen. Det er sket med samme værdibaserede tilgang.

I stærk forening med klubbernes engagement har det skabt resultater med medlemsfremgang og fornyet optimisme og stolthed i hele tennisdanmark.

”Jeg tror virkelig på, at vi kan spille hinanden gode og tage det bedste med fra begge organisationer. Man kan sige, at vi opnår mere konsulenthjælp for pengene i dansk tennis. Men først og fremmest vil man på sigt opleve højere kvalitet,” siger direktør i Dansk Tennis Forbund, Emil Bødker.

Emil Bødker nævner det årlige Nationalt Tennisseminar som et eksempel på, hvor kvaliteten kan blive endnu højere, når de to organisationer står sammen. Med et højere deltagerantal kan der blive plads til flere målrettede workshops og dygtigere oplægsholdere.

Stærke relationer

Med det nye Team Klubudvikling bliver det – populært sagt - nemmere for foreningerne at finde vej til varerne på hylderne. Konsulenterne rundt om i landet er klædt godt på, så de kan samarbejde med klubberne i forhold til den samlede palet af klubudviklingstilbud.

Det måske vigtigste i et godt klubudviklingsforløb er relationen mellem klubben og konsulenten. Derfor vil de fleste klubber heller ikke mærke et stort skifte. De mange klubber med vækstaftaler vil for langt hovedparten beholde deres nuværende konsulent.

Det nye Team Klubudvikling har fra starten af maj for alvor taget hul på den nye virkelighed. Enheden vil have et tæt samspil med DGI Tennis og DTF’s øvrige indsatser indenfor træneruddannelse, padel med mere.