Meld klubben til Tennissportens Dag 2021
Vi satser på at kunne afholde dagen lørdag 8. maj.
Tennissportens Dag slog alle rekorder i 2019. I 2020 kom corona i vejen for en gentagelse.
Vi håber, at 2021 bliver året, hvor landets klubber igen kan lade nye spillere opleve gejsten og kammeratskabet i klubberne.
Der er en sandsynlighed for, at Tennissportens Dag 2021 kan komme til at stå i skyggen af corona. Men vi satser på, at dagen kan afholdes under sikre forhold, og i henhold til retningslinjer udstukket af myndigheder og kommuner. Altafgørende er det naturligvis, at der lørdag 8. maj er åbnet op for udendørs foreningsidræt og gerne med et rimeligt forsamlingsloft.
Tennissportens Dag har tidligere vist sig som en hårdfør størrelse. I 2019 blev der slået nye rekorder på trods af sne og blæst mange steder i landet. På dagen tiltrak 260 deltagende klubber 8.800 spillelystne mennesker, hvoraf godt 3.000 var helt nye ansigter. Af dem meldte godt 1.800 sig ind.
Sammen med Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis kan jeres klub være med til at vise tennissporten frem, skabe opmærksomhed lokalt som nationalt og få flere til at spille tennis.