To generationer til tennisstævne sammen
Der er familiehygge på sidelinjen ved vinterens indendørs Minitennis Tour, hvor forældre og børn spiller tennis i samme hal.
”Det er helt unikt,” siger Thomas Placatka, 44 år og far til Hedvig på 8 år.
Til hverdag spiller de tennis i Næsby IF i det nordlige Odense. I dag spiller begge med i Minitennis Touren i hal 2 i Midtfyns Fritidscenter. Her er Ringe Tennisklub vært for RTK Minitennis Cup, som er et af mere end 10 indendørs skumtennisstævner på vinterens fynske Minitennis Tour. Touren byder på stævner, hvor forældre og børn spiller under samme tag, men i hver sin række.
Minitennis Tour
- Kampene spilles på badmintonbaner med sænket net og skumbolde à 9 cm.
- Stævnerne er for spillere fra 8 år og op til veteranrækkerne
- Stævnerne arrangeres i et samarbejde mellem Fyns Tennis Union, DGI Tennis og fynske tennisklubber.
Aldersmiks i samme hal
Ringe Tennisklub har inviteret spillere i alle rækker fra U8 drenge og piger til herre/dame veteran. 27 spillere er med i dag. Blandt dem Thomas og Hedvig Placatka. Og netop muligheden for, at far og datter kan tage til tennisstævne sammen, gør ifølge Thomas Placatka Minitennis Touren helt unik.
”Det ser du ikke i nogen anden sportsgren,” siger Thomas Placatka, der nyder, at han og Hedvig kan tage af sted sammen, være fælles om og snakke om dagens oplevelser.
Derfor er RTK Cup’en heller ikke deres første stævne på Minitennis Touren 2016-17.
”Vi har været med otte, ni, ja, måske ti gange denne vinter og regner da også med at slutte indendørssæsonen med Fynsmesterskabet i Vester Skerninge,” siger Thomas Plakatca.
Høj intensitet på hjemmebane
Lise og Lasse Bader, mor og søn, spiller på hjemmebane i dag og er til stævne for anden gang denne vinter. Begge har trænet indendørs i Ringe Tennisklub hele vinteren og både mor og søn er garanter for, at minitennis spillet med 9 cm skumbolde på en badmintonbane er absolut lige så højintensivt som udendørs spil på en stor grusbane. Den høje intensitet hænger blandt andet sammen med kampenes længde:
”Tolv minutter er passende,” siger Lise Bader umiddelbart efter en kamp, som har sat sit præg på Lise Baders ansigtskulør.
”Banen er mindre, og bolden er ikke så hurtig. Det giver mere spil,” siger Lise Bader, som blot har nogle få års erfaring som tennisspiller.
"Bolden er nemmere at styre end en almindelig tennisbold," siger Lise Bader.
Hendes søn, Lasse Bader er 10 år, har fem års tenniserfaring og er tidligere Fynsmester i minitennis. I dag spiller han i U12 rækken og er i det hele taget mere vild med kampe end med træning:
”Det sjoveste er at spille kampe,” siger Lasse Bader.
Alligevel bliver der brug for lidt trøst og gode forklaringer efter en tæt kamp, som ender uafgjort. Trøst og forklaring klarer far, som ikke spiller med i dag, men som er en god støtte på sidelinjen.
Korte kampe fastholder spillere
Ved RTK Cup spilles 54 kampe på mindre end fire timer. På banerne veksler runderne mellem juniorkampe i en runde med herre- og damekampe i den næste. Aldersgrupperne blandes, hvis der er for få spillere i en aldersgruppe.
Kenneth Bertelsen og Morten Storm, som er dagens stævneledere, får det hele til at glide, og glæder sig over aktivitetsniveauet:
”Problemet med tennisstævner er typisk lange kampe for nogle få spillere. Her kan vi håndtere mange spillere i korte kampe,” siger Morten Storm og tilføjer:
"Det er med til at fastholde spillere i tennissporten."