Træner fik seniorer til at valfarte til klub

Niels Rokkjær startede en kæmpe tilgang af seniorer til HEI-Tennis, som gik fra 200 til 450 medlemmer. Seniorerne fik et fællesskab, og i dag 20 år senere mødes de stadig for at spille tennis og være sociale.

Niels Rokkjær (tv.) tilbage som gæstetræner i HEI-Tennis. I starten af 00'erne fik han flere end 200 nye seniorer til klubben. Foto: Ann Hansen

Historien fra HEI-Tennis er en historie om, hvad en træner kan gøre for en klub og for lokalområdets seniorer. Niels Rokkjær kom til HEI-Tennis som træner i 2001, da klubben takkede ja til at deltage i ”Seniortennis”, som var henvendt til folk fra 55 år og opefter. Seniorerne fik 8 timers træning til en favorabel pris, en ketcher, en t-shirt og en kasket, hvor der stor Seniortennis.

Niels Rokkjær er en sjælden person, fordi han er så dygtig, tiltalende og beskeden. Det skal trækkes ud af ham, hvad han har præsteret

Ann Hansen, formand og træningsleder i HEI-Tennis

Seniorerne elskede træningen og fik et fantastisk fællesskab både inden og uden for banen – og de blev bare flere og flere, indtil alle banerne i klubben var fyldt op. Da Seniortennis-holdet i 2003 var kørt ind, var der fuldt hus i klubben, og HEI-Tennis måtte lukke for fuldtidsmedlemmer. De lukkede dog ikke for formiddagsmedlemsskaber, hvor man kan spille til kl. 15 på hverdage – og derfor fik klubben mere end 200 nye spillere på 60+.

I dag er det snart 20 år siden, at Niels Rokkjær trænede Seniortennis-holdene og satte gang i et seniorindtog i HEI-Tennis, da kulturen fra Seniortennis tog om sig og skabte et større og større seniorfællesskab. Selvom flere af de mange 60-årige, der meldte sig ind i starten af 00’erne, i dag er over 80 år, mødes de stadig til tennis på HEI-Tennis’ grusbaner, der er til rådighed alle formiddage hver uge.

Den gode træner

Niels Rokkjærs erfaring er ikke til at tage fejl af. Han har været træner for kvindelandsholdet, cheftræner for KB og personlig træner for Kenneth Carlsen. Men hvad gør ham til en god træner?

Ann Hansen startede med at spille tennis på Niels Rokkjærs hold i 2002, fordi hendes mand lokkede hende med. Anns mand havde spillet med på holdet året før, og det var sådan det foregik. Seniorerne tog ægtefæller, venner og naboer med.

Det er utroligt, at han fik hele seniorflokken til at blive gode til tennis og være glade for sporten – og formåede at fastholde dem

Ann Hansen

”Niels Rokkjær er en sjælden person, fordi han er så dygtig, tiltalende og beskeden. Det skal trækkes ud af ham, hvad han har præsteret. Men vi ved jo, hvad han har præsteret alene bare i vores klub, hvor han har haft en kæmpe betydning,” siger Ann Hansen, der i dag er formand og træningsleder i HEI-Tennis, og fortsætter:

”Dem, som Niels Rokkjær træner, bliver bare dygtige. Men han er sympatisk ud over alle grænser. Han fremhæver ikke sig selv, selvom at det kunne han roligt gøre. Det er utroligt, at han fik hele seniorflokken til at blive gode til tennis og være glade for sporten – og formåede at fastholde dem,” siger hun.

Spillerne på seniorholdene er så glade for Niels Rokkjær, at de efterfølgende har inviteret ham til klubben som gæstetræner en gang om året – sammen med Lars Elkjær, da de to er et godt makkerpar – og traditionen holdes stadig i hævd på 15. år i år.

”Vi ville selvfølgelig med glæde ansætte Niels Rokkjær i HEI-Tennis som træner, hvis vi kunne lokke ham væk fra Lars Elkjærs klub i Randers,” siger Ann med et smil.

Det sociale er 75 % af det hele

Træningen i årene 2001-2003 foregik en gang om ugen fra 10-12. Først var der opvarmning, og så viste Niels Rokkjær slag og teknikker, som seniorerne fik lov til at øve først på en lille bane og bagefter på lang bane. Efter træningen stod Tommy Jensen og Lykke Karup fra HEI-Tennis for frokost og hygge.

HEI-Tennis åbnede samtidig for anlægget alle formiddage, hvor banerne gratis var til rådighed for seniorerne, der var tilmeldt Seniortennis. Det gjorde, at seniorerne fik lyst til at komme i klubben og øve sig i slagene mod hinanden, og fra gang til gang blev der bygget mere og mere på. 

Det sociale er 75 % af det hele. Det gør, at folk bliver ved at komme. Det er ikke alle, der er lige gode til tennis, men så er de gode til noget andet

Ann Hansen

”Det var meget givtigt, at vi måtte benytte banerne imellem de ugentlige træninger. Stemningen var super god på holdet, og vi sluttede altid af med hygge og frokost – og efterhånden var der nogle, der bagte franskbrød eller tog pålæg med,” siger hun.

Efter forløbet meldte seniorerne fra holdene sig ind i klubben. Hver og en.

Ann og resten fra hendes hold blev ved med at mødes i klubben på samme tidspunkt. Senere blev holdene blandet sammen, da der kom træninger alle ugens dage, og så trænede man, når det bedste passede ind i egen kalender. Det husker Ann positivt, så man lærte endnu flere nye mennesker at kende. Og med tiden blev der også arrangeret sommerfrokost og andre sociale arrangementer.

”Det sociale er 75 % af det hele. Det gør, at folk bliver ved at komme. Det er ikke alle, der er lige gode til tennis, men så er de gode til noget andet,” ler hun.

Da seniorerne senere også ville spille tennis om vinteren, meldte mange i vinterhalvåret sig ind i Skovbakken Tennis, som har en hal.

Formiddagsbanerne fyldt op

I dag er banerne helt fulde i formiddagstimerne i HEI-Tennis. Hvert hold består maksimalt af 30 spillere og har en holdkaptajn, der som tovholder laver en opvarmnings- og spilplan for hver gang og hjælper med at arrangere sommerfrokosten og andre sociale aktiviteter.

HEI-Tennis har skemalagte aktiviteter for motionister hver dag i ugen, og det er tydeligt, at klubben har mange ildsjæle. Med motionisttilbud lige fra ”begyndertræning”, ”mandags-mix-hygge”, ”lørdagsklubben” til ”søndagsdamer” er der noget for enhver.