Trænere og ledere fik tennis-guldkorn på nyt, fælles seminar

Nyt netværk, gode tips og samarbejde mellem DGI, DTF og regionale unioner var i spil på et nyt klubleder- og trænerseminar i tennis.

Et stærkt samarbejde mellem de store organisationer skabte to dage, der blandt andet bød på oplæg, inspiration og gruppearbejde. Foto: Kristoffer Weibel

Små og store tennisklubber fra hele landet var repræsenteret med trænere og ledere til første udgave af et nyt seminar, der blev afholdt af DGI, DTF og JTU i samarbejde.

De store organisationer har ikke tidligere samlet kræfterne til et seminar som dette, men det er en god idé mener Ole S. Nielsen, der deltog på seminaret som bestyrelsesmedlem og træner i Tapdrup Udeliv Tennis.

“Det er der ingen tvivl om, at vi kan få stor glæde af. Seminaret har været meget værdifuldt og givende. Der er helt sikkert en masse, vi kan tage med hjem,” lød det.

Nyttig videndeling

Tapdrup Udeliv Tennis er gået fra 0 til 70 medlemmer på fire år, og den lille, succesfulde klub havde dermed både gode erfaringer at give og hente på seminaret. Det gjorde sig gældende for flere klubber, fortalte en anden af deltagerne, Martin Bellerby Sommer, der både er træner i Greve Tennisklub og formand for Tølløse Tennis Klub.

“Ofte er det jo de samme ting, vi arbejder med, men løsningerne kan være mange. Vi er jo forskellige mennesker, og det kan det være meget givtigt at høre, hvordan andre løser de samme udfordringer.”

På seminaret var der både oplæg og inspiration fra andre klubber, gode tips til at drive klub eller fed træning fra dygtige tennisfolk og gruppearbejde, der kiggede fremad.

Nyt, lovende samarbejde

Arrangementet var også et skridt fremad for samarbejdet mellem de store organisationer, da DGI og DTF for første gang gik sammen om et seminar. Sammen med blandt andre JTU og Tennisnetværk Nord blev programmet lagt, så klubberne kunne tage mest muligt med sig. Ikke mindst et større netværk og kortere vej til sparring.

“Mit ypperste mål med seminaret er, at der bliver dannet mere netværk klubberne imellem. At de lærer hinanden at kende og kan udnytte stærke sider, som alle klubber besidder,” sagde Jørgen Nørgaard, der er medarrangør og tovholder hos Tennisnetværk Nord.

“Jeg synes, at samarbejdet tegner rigtig godt. Vi kan udnytte de forskellige ressourcer, der er i både DGI og DTF til glæde for klubberne - og det er jo derfor, vi laver det.”

De to første seminarer blev afholdt i Aalborg og Silkeborg, men der kan sagtens være flere på vej.

“Det er jo helt nyt, men vi har fået et godt afsæt og god opbakning, så jeg håber, der kommer flere seminarer som dette,” lød det fra Jørgen Nørgaard.