3 timer er nok til at få en fornemmelse for tennis

Tennis er ikke så svært at lære, som man tror.

Mange går i en bue uden om tennisbanen med en forestilling om, at tennis er svært at lære.

Men måske kan myten om en stejl indlæringskurve punkteres. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra et uvidenskabeligt studie.

Her blev 15 elever præsenteret for 3 timers tennisundervisning, og det var nok til at få en fornemmelse for slagene og tennis.

Det fortæller Mads Ahrenkiel, træner i Virklund Tennisklub og lærer for 10. klasseleverne på Silkeborg Ungdomsskole:

”Det modbeviser vi over for vores elever på tre timer, og det er ikke teknisk træning, de præsenteres for.”

Masser af spil og boldberøringer

De 3 timers træning er pakket med spilnære øvelser, leg og mange boldberøringer.

”Hvis folk skal fanges af tennis, skal de spille. Børn lærer også at læse ved at læse,” siger Mads Ahrenkiel.

Det er tydeligt, at eleverne bliver bedre til at styre slagene som timen tiden går.

”Man kan se, at der er progression, og at de får en fornemmelse for spillet,” siger Mads Ahrenkiel. 

Flertallet har aldrig før haft en tennisketsjer i hånden. Enkelte har prøvet at spille før under uorganiserede rammer.

”Det her er et godt vidnesbyrd om, at 3-4 timer er nok til at man kan få det til at ligne tennis og slå bolden over rigtig mange gange,” siger Mads Ahrenkiel.