Unge tager teten i hæsblæsende klubudvikling

Fire unge trænere sætter gang i udviklingen af træning og arrangementer i nordjysk tennisklub. Det giver stor medlemstilgang.

Hva' med at gå til tennis?

Hej! Vi håber, at du har haft en god vennedag på grusbanen og forhåbentlig lært lidt! Hvis du har lyst til at spille mere tennis, ja så har du muligheden osv. 

Læs mere på skoerpingtennis.dk

Sådan lyder opfordringen på en flyer til potentielle  juniormedlemmer fra trænerne Carl Kjeldberg Lassen, Frederik Beltoft, Eva Kold & Jonathan Bentholm.

”Der var 65 medlemmer, da vi holdt generalforsamling i foråret,” siger Jonathan Bentholm, træner og bestyrelsesmedlem i Skørping Tennisklub.

”Nu er vi 165 - plus 20-30, som har en løsere tilknytning.”

De 20-30 stykker, som har en løsere tilknytning, er typisk børn og unge, der har været med til en vennedag eller til Grill & Tennis, men endnu ikke er blevet medlem af tennisklubben.

Aktiviteterne er blevet til på initiativ af Jonathan Bentholm, Eva Kold, Carl Kjeldberg Lassen og Frederik Beltoft, som alle er trænere i klubben. De fire går i 2. og 3. g på gymnasiet i Støvring, men har i udesæsonen 2017 brugt en stor del af deres fritid på at sætte fut i aktiviteterne i Skørping Tennisklub. Deres initiativer har nu resulteret i flere end 100 nye medlemmer.

Fire-banden tager udfordringen op

På forårets generalforsamling var det småt med jubelstemningen. For selv om klubben i år kunne fejre 40 års jubilæum, kunne kassereren dengang melde om underskud og medlemstilbagegang.

De fire var indstillet på at gøre en indsats, og da udfordringen blev konkret - nemlig at skaffe dobbelt så mange medlemmer, som klubben havde ved sæsonstart - tog de fat.

”Resten af bestyrelsen sagde, ”I gør bare hvad I vil!” Så var det bare at komme ud over rampen,”  siger Jonathan Bentholm.

Grill, voksenintro, træning og humor

Klubbens 40 års jubilæum blev anledning til, at de udbød nogle jubilæumstilbud til både voksne og juniorer med fordelagtige kontingenter. Det var blandt andet fem gange voksentræning med tilbud om ketsjerkøb til 500 kroner. 32 voksne tog imod tilbuddet.

”Der har ikke været voksentræning i klubben de seneste år, og vi var spændte på, om de voksne ville tage os seriøst,” siger Jonathan Bentholm og tilføjer: ”Nogle har udviklet sig megameget.”

Læs også "Tennis er en gentleman-sport" om god juniortræning i STK.

Jubilæumsfest, tennisskole og gratis juniortræning har de også haft på programmet. Dertil kommer flere utraditionelle aktiviteter for juniorer og unge fra gymnasiet. For eksempel har de fire trænere hen over udesæsonen inviteret til ”Grill & Tennis” tre gange for unge i alderen 15-20 år. Arrangementerne er uden alkohol, men krydret med humor og jokes. Prisen er 100 kroner og 34 har været med.

”Vi sætter lidt musik på, og vi fire agerer lidt trænere. Det er meget frit,” siger Jonathan Bentholm, som er bevidst om, at i Skørping TK kommer de ikke til at lave talenter.

”Du kan tage til Aalborg, hvis du vil mere,” siger han.

Blik for fremtiden

Når det er lykkedes for de fire at sætte de mange aktiviteter i gang, skyldes det ikke mindst, at de er vokset op på tennisbanen sammen.

”Vi har fulgtes ad, og vi kender hinanden. Hvis en af juniorerne græder, så ved vi, at Eva klarer det. Jeg tror, at klubben har ventet på at nogen ville tage teten,” siger Jonathan Bentholm.

Det siger han med afsæt i, at det er flere år siden, klubben har fået uddannet nye trænere. Men det er nødvendigt for at sikre en vis kontinuitet, specielt fordi unge typisk flytter til storbyerne, når de skal videreuddanne sig.

”Vi rykker sikkert til Aarhus og Aalborg,” siger Jonathan Bentholm, som kan se frem til at de fire spredes efter gymnasietiden.

”Så nu er vi begyndt at kigge efter nye trænere. Vi har spurgt to, om de vil på K1 så næste år,” siger Jonathan Bentholm.