Værsgo’: Få drejebogen til din klubsucces

INSPIRATIONSAFTEN: På blot tre år har Ry Tennis Klub fordoblet sit medlemstal. I spidsen står formand, Torben Svejgård, som blandt andet har aflivet det lukkede bestyrelsesmøde, givet udvalgene frie tøjler og gjort gasgrill og maskinen med øl og vand tilgængelig for klubhygge og masser af social samhørighed.

På en række inspirationsaftener vil Torben Svejgård dele Rys historie med dig, så du går hjem med konkrete redskaber til at få flere medlemmer og frivillige ind i jeres klubliv.  Foto: Colourbox

Tilmeld dig nu

Og det allerfedeste …? Ideerne er så simple, at din klub kan gøre det samme, understreger Torben Svejgård:

”Det er ikke raketvidenskab. Alle kan gøre det her. I bund og grund handler det om at inddrage medlemmerne. Vi gør det blandt andet ved at afholde bestyrelsesmøderne i et åbent rum, så alle kan høre, hvad vi snakker om, og så bruger vi udelukkende penge på initiativer, som medlemmerne mener, vi skal bruge penge på”, fortæller Torben.

”Vi har f.eks. gjort noget så banalt som at købe en gasgrill, indføre fællesspisning til familietennis og tilbyde øl og sodavand via mobilePay. Alle simple initiativer der gør det nemt at være sociale sammen”, siger bestyrelsesformanden, der har været med til at indføre et hav af andre aktiviteter i Ry Tennis Klub.

HVAD FÅR JEG UD AF INSPIRATIONSAFTENEN?

Vil du have flere medlemmer, og ønsker du inspiration til og sparring om nye tiltag i klubben, så vil deltagelse i dette 2½ times arrangement være guld værd 💰

Formanden for Ry Tennis Klub, Torben Svejgård, vil fortælle, hvilke konkrete tiltag de har taget de seneste 3-4 år med det resultat, at medlemstallet i løbet af 3 år er fordoblet fra godt 100 til over 200. Indlægget vil have en anvendelsesorienteret vinkel, så I kan se, hvad Ry helt lavpraktisk har gjort for hvert tiltag.

Målet er, at din klub får mindst 1 god ide med hjem fra aftenen – til efterfølgende ”omsætning” i din klub!

HVILKE EMNER KOMMER VI OMKRING?

  • Inddragelse af medlemmer – aktivering af flere frivillige hænder
  • Rekruttering af medlemmer
  • God modtagelse af nye medlemmer – fastholdelse af medlemmer
  • Mentorordning
  • Spørgeskema til nye medlemmer
  • Trænings- og aktivitetstilbud for alle
  • God og gennemsigtig ledelse

Vis mere Vis mindre

Aftenen lægger op til dialog i plenum og direkte sparring med DGI tenniskonsulenterne (Lars Elkjær og landsdels konsulent) og selvfølgelig Torben.

Arrangementet er gratis, så der bliver kamp om pladserne. Tilmeld dig nu!