Fordomme om løbeklubber bliver knust

For lidt over et halvt år siden var Karin Mette Plagborg meget skeptisk over for løbeklubber. Alligevel gav hun det chancen. Det har ført til personlige rekorder og nedbrudte fordomme.

En gruppe løbere står smilende og tripper ved Rønde Idrætscenter, da en løbeklub-kollega dukker op iklædt en ny trøje som bevis på et veloverstået Berlin Marathon.

"Tillykke med det!" siger Karin Mette Plagborg, der er én af cirka 150 medlemmer i løbeklubben Puls 8410 i Rønde på Djursland.

Denne blæsende onsdag er det cirka syv måneder siden, hun meldte sig ind i klubben. Og det har givet væsentlig mere medvind, end hun havde regnet med. Tilbage i juni var det nemlig hende selv, der blev sagt tillykke til, da hun ganske overbevisende slog personlig rekord ved et halvmarathon i Aarhus.

"Det var aldrig sket, hvis jeg ikke havde meldt mig ind i løbeklubben. Jeg skulle have meldt mig ind for længe siden," smiler hun, mens flere og flere klubmedlemmer tropper op i den røde Rønde-dragt.

Puls 8410

  • Løbeklub i Rønde med cirka 150 medlemmer.
  • Klubbens slogan er “Seriøs - Social - Sjovt”, og det er omdrejningspunktet i klubben.
  • Medlemmerne bliver delt op i hold efter niveau, så der altid er nogen, man kan følge med.
  • Klubben træner tre gange i ugen, mandag, onsdag og lørdag.

Men at Karin Mette Plagborg overhovedet endte i en løbeklub, var helt usandsynligt i starten af året. På det tidspunkt løb fire fordomme om løbeklubber nemlig rundt i hovedet på hende.

I dag er de dog alle blevet modbevist.

"Jeg er da overrasket over, at det er blevet så stor en succes. Det betyder så meget for min krop og mit humør, at jeg kommer her. Jeg er jo glad når jeg kommer hjem, jeg har mere overskud," siger hun og remser sine tidligere fordomme op

1. Jeg kan måske ikke følge med

"Jeg har egentlig altid tænkt, at det med at løbe er en privat sag, jeg havde ikke lyst til at gøre det med andre. Blandt andet fordi jeg var bange for ikke at kunne løbe på samme niveau som dem," siger hun.

"Men det har slet ikke været noget problem. Da jeg kom, blev jeg spurgt, hvor hurtigt jeg løb, og så kom jeg på det rette hold. Nu kan jeg selv bestemme, om jeg løber med hold 1, 2 eller 3, og hvor meget jeg vil presse mig selv," forklarer Karin Mette Plagborg.

2. Man skal hele tiden snakke, mens man løber, og det er for hårdt

"Jeg har oplevet, at jeg ikke brød mig om at snakke, mens jeg løb. Jamen jeg kunne simpelthen ikke holde til det. Jeg havde nok at se til med at bevæge benene," griner hun og fortæller, at sniksnak og løb nu fungerer ganske fint for hende.

"I dag synes jeg, at det, især på længere distancer, er enormt hyggeligt at snakke undervejs. Det føles som om tiden går hurtigere, og pludselig har man løbet en kilometer," siger hun.

3. I en løbeklub er alt skemalagt, og de skal ikke bestemme over min tid

"Jeg er lidt et frihedsmenneske, så jeg tænkte, at de ikke skal bestemme over min tid, eller om jeg skal have en rød trøje på," siger Karin Mette Plagborg.

"Men jeg havde jo sat mig som mål at løbe under to timer til det halvmarathon i juni, og så var det nødvendigt at træne tre gange i ugen. Det hjalp, at det lå helt fast," siger hun.

4. En løbeklub kan ikke bidrage til mit løb og forbedre mine præstationer

"Jeg troede ikke, det ville få betydning at melde sig ind i løbeklubben, men det har det virkelig haft," siger Karin Mette Plagborg og fortæller, hvad der førte hende til personlig rekord i juni.

"Jeg havde aldrig systematiseret min træning sådan selv. Jeg fik sparring og gode råd - og var både fysisk og mentalt bedre forberedt end tidligere. I 2014 løb jeg halvmarathon i København på lidt over to timer. Derfor ville jeg løbe under to timer i år. Jeg kom i mål i tiden 1.57. Det var virkelig en fed oplevelse!” siger hun.