Frederiksværk Stålmand – er der en stålmand gemt i dig?

Deltag i Frederiksværk Stålmand søndag den 2. september 2018. Tilmeldingen til Stålmand, Stålsprint, Erhvervsstafet og Stålkids er åben.

For tredje år i træk inviterer Halsnæs Kommune og DGI til triatlonfest i det smukke Frederiksværk. Havnen, skoven og landskabet danner ramme for svømning, cykling og løb, når der dystes om titlen som årets Stålmand, Stålsprinter og Erhvervsstafethold. Op mod 500 deltagere deltog i Frederiksværk Stålmand i 2017, og vi forventer endnu større tilslutning i år. Få mere information og tilmeld dig en af distancerne nederst på siden.

Frederiksværk Stålmand

Frederiksværk Stålmand er for de toptrænede, som vil udfordre sig selv på den lange distance (1,9 km/90 km/21,1 km). Stålmand distancen afvikles også som stafet for hold á 2-3 personer, som fordeler de tre discipliner imellem sig. 

Frederiksværk Stålsprint - powered by Handelsbanken

I samarbejde med Handelsbanken Frederiksværk præsenterer vi Frederiksværk Stålsprint for de stærke motionister (500 m/30 km/ 5 km). Stålsprint distancen afvikles ligeledes som stafet for hold á 2-3 personer, der fordeler de tre discipliner imellem sig.

Erhvervsstafetten

Frederiksværk Stålmand står for fællesskab og sammenhold. Erhvervsstafetten er for erhvervshold, der vil prøve kræfter med Stålsprint distancen (500 m/30 km/ 5 km) sammen med gode kolleger og eventuelt i skarp konkurrence med erhvervshold fra lokalområdet.

Stålkids - powered by Meny Hundested

Som noget nyt i 2018 kan børn i alderen 0-15 år tilmelde sig en af Stålkids distancerne på 1, 2 eller 5 km. Børneløbet foregår i centrum af Frederiksværk om eftermiddagen i forlængelse af Stålsprint distancen, så hele familien kan være med. Prisen for deltagelse er 25 kroner og er gratis for voksne, som gerne vil løbe med deres barn.

Lad dig udfordre på de teknisk krævende ruter

Som deltager kommer du til at opleve de naturskønne og teknisk udfordrende strækninger i Halsnæs og omegn. Du gennemfører svømningen i Roskilde Fjord ved Frederiksværk Marina, der er kendetegnet ved varmere vandtemperaturer end på Nordkysten. Cykelruten strækker sig rundt om Frederiksværk by og rundt til mange af de dejligste steder i Halsnæs Kommune. Løberuten er placeret tæt ved Frederiksværk by, så det er muligt for tilskuere at opleve og heppe på deltagerne.