At finde ro i kaos
Rejsen med DGI Verdensholdet har været en øvelse i at slippe kontrollen, være omstillingsparat og lære at acceptere det uperfekte
Fra en struktureret hverdag i Aarhus med studie, egen lejlighed, arbejde, gymnastik og to do-lister til en jordomrejse fuld af uforudsigelighed, tvivlsomme forhold og manglende kontrol. De seneste seks måneder har stået i skærende kontrast til livet i Danmark for Ida Kjær Andersen og Amalie Bøgild Langsted. En kendsgerning som til tider har givet udfordringer, men som i sidste ende også har udmøntet sig i stor personlig udvikling.
“Jeg har virkelig lært at slippe kontrollen og sige pyt til ting, jeg ikke kan gøre noget ved. I min hverdag hjemme i Danmark vil jeg gerne nå rigtig meget og rigtig godt, men her har jeg været nødt til at acceptere ikke at kunne styre tingene. Nogle gange har vi bare skullet vente i tre timer, og i starten var jeg ved at gå ud af mit gode skind, men efterhånden har jeg lært ikke at bruge energi på de ting, jeg ikke kan gøre noget ved. Det har været sindssygt sundt for mig at opleve, at det også kan være fint med nogle pauser, og at tingene også går, selvom de er ude af mine hænder,” siger Ida, som under sin tid på DGI Verdensholdet har orlov fra psykologistudiet ved Aarhus Universitet.
Jeg har virkelig lært at slippe kontrollen og sige pyt til ting, jeg ikke kan gøre noget ved
Ida Kjær Andersen, gymnast på DGI Verdensholdet
Her studerer også Amalie, som i den grad kan nikke genkendende til den manglende kontrol. “Jeg er virkelig kommet ud af min komfortzone undervejs. Jeg er lidt en tryghedsnarkoman og kan godt lide at have styr på tingene og være i de omgivelser, jeg kender. Hverdagen på en verdensturné er tit ret kaotisk og uforudsigelig, men jeg synes efter, at det er blevet en naturlig del af mig at være i det kaos. Og så har jeg jo fundet ud af, at de sjoveste situationer nogle gange kommer ud af uforudsigeligheder,” fortæller Amalie.
Crossfitter eller ballerina
En af de situationer opstod i Guadalajara i Mexico. Planen var, at der skulle laves work - shop for 30 voksne crosfittere, men da døren gik op vimsede i stedet omkring 100 4-7-årige ballerinaer i stedet ind i hallen. “Så måtte vi lave alt om på stedet. Vi havde gennemgået planen for vores hjælpegrupper, men måtte bare råbe “ny plan”, og lave en fed workshop for dem, der nu en gang er mødt op. Det er helt klart en oplevelse, man husker bagefter, og det giver uden tvivl noget robusthed som underviser, at man kan omstille sig og gribe de muligheder, der pludselig opstår,” siger Amalie, mens Ida tilføjer:
“I starten blev jeg meget irriteret over ikke at få de rigtige informationer, når vi havde planlagt en ting, men der så skete noget helt andet. Nu er det bare sådan “ok fedt, vi får det bedste ud af det.” Vi er blevet gode til at se muligeder i stedet for begrænsninger. Jeg tror, man lærer at håndtere uforudsigelighederne, fordi der ikke er noget valg. Det havde været umuligt at være i, hvis ikke man kunne det,” forklarer hun.
At turde være uperfekt
Robusthed har for Amalie været et nøgleord i den udvikling, hun har gennemgået på rejsen med DGI Verdensholdet. Det gælder ikke kun i undervisningssammenhæng eller på gulvet som gymnast, men også på det rent menneskelige plan. At være sammen med 32 andre mennesker konstant, betyder at facaderne før eller siden falder, og man må vise, hvem man er. På godt og på ondt.
“Jeg har lært at turde vise, at jeg også er et menneske. Tidligere har jeg villet være perfekt hele tiden og have styr på det hele, og det er bare overvurderet."
Amalie Bøgild Langsted, gymnast på DGI Verdensholdet
“Jeg har lært at turde vise, at jeg også er et menneske. Tidligere har jeg villet være perfekt hele tiden og have styr på det hele, og det er bare overvurderet. Det kan ikke lade sig gøre på sådan en tur. Nogle gange er det ok, at tingene er hårde, og jeg ikke har styr på det hele og laver fejl. Vi er kommet ind under huden på hinanden på holdet, og jeg har givet mig selv lov til ikke at være fejlfri. Den indstilling håber jeg, at jeg kan tage med hjem til Danmark og slappe mere af i det liv, jeg har derhjemme. Bruge det som et redskab til at give sig selv fri indimellem. Jeg vil sikkert stadig stille store krav til mig selv, men også være mere tålmodighed med mig selv. Så tror jeg, at livet bliver lidt nemmere og mindre stressfyldt,” siger Amalie.
Taknemmelig og ydmyg
Verdensturnéen har ikke blot været lærerig på et personligt plan for de to 24-årige gymnaster. Mødet med mennesker og kulturer verden over har gjort stort indtryk og sat tilværelsen i Danmark i perspektiv.
“Jeg er virkelig taknemmelig over, hvordan vi er blevet mødt, uanset hvor vi er kommet. Vi har haft værter, der har knoklet helt vildt for os og værtsfamilier, der har taget imod os med åbne arme. Mennesker som vi aldrig før havde mødt og muligvis aldrig kommer til at se igen. De har lavet arrangementer for os for at vise deres kultur, og så kan det godt være, at man er hammer træt og egenligt gerne vil sove, men når man ved, hvor meget de har gjort, og hvad det betyder for dem, så tager man alligevel med til folkedans direkte efter et show sent om aftenen,” siger Ida.
Og det er en oplevelse Amalie deler. Modtagelsen har være enestående om det har været hos danske værtsfamilier i Dubai, amerikanske i Texas eller på en militærbase i Colombia.
“Jeg har følt mig helt vildt velkommen overalt. Folk har været så imødekommende, og det har været virkelig dejligt at møde verden. Jeg er mega taknemmelig over, at så mange mennesker har været med til at give mig de her oplevelser. Det giver en ekstra ydmyghed overfor, hvordan man møder verden. Samtidig har jeg været rigtig stolt af at vise, hvad det danske foreningsliv kan ude i verden. Folk, vi har mødt, har været sindssygt imponerede og interesserede, og der bliver jeg stolt og glad over at komme fra et land, hvor det fylder så meget og fungerer så godt,” afslutter Amalie.