Endelig kan vi lege, springe og danse igen

Gymnastikken har været sat på pause i meget lang tid. Derfor sætter gymnasterne på DGIs 13. Verdenshold mere end nogensinde pris på at mærke fællesskabet i gymnastikken på deres træningslejr denne sommer.

Et tomt stuegulv og en skærm med et pixeleret billedet af en instruktør, der står og blafrer med armene. For mange har gymnastikken de sidste to år været forvist til en dårlig internetforbindelse. Gymnasterne på DGIs 13. Verdenshold har virkelig manglet nærværet, og netop derfor nyder de for alvor, at de hele sommeren kan få lov til at være sammen om bevægelse på træningslejr på BGI Akademiet nær Horsens.

Hver morgen kl. 7.15 binder gymnasterne deres løbesko og træder ud i det dugfriske græs, for at lave en times morgentræning. Sådan starter alle dage på træningslejren for gymnasterne. Resten af dagen lærer de nye trin, leger og forbereder deres kommende show QUA. De føler sig alle enormt privilegerede over at kunne være tæt sammen i deres egen boble. 

Gymnasterne træner omkring 10 timer om dagen for at blive klar til deres take-off-turné i september måned. De bliver udfordret på at lære ny koreografi hver dag og tilegne sig nye evner med håndredskaber eller dansegenre, de aldrig har prøvet før. Heldigvis er gymnasterne sultne efter at lære og motiveret ved tanken om endelig at stå foran et publikum igen.

Selvom træningen står øverst på dagsordenen, bruger gymnasterne også tid på at hygge sig med sang, spille varulv, tage på stranden eller lave snobrød over bål. Og så er de stamgæster i spabadet på toppen af BGI Akademiet. Inden sommeren er omme, er de klar til at indtage de danske haller med et show, der viser, at toppen af dansk opvisningsgymnastik bestemt ikke har ladet sig slå ud af corona. 

Se traileren for showet QUA herunder.