Et stærkt lederteam til DGI Verdensholdet 2016-2017

Når det nye Verdenshold starter op i 2016, bliver det med et nyt kompetent lederteam i spidsen. Holdet kommer til at arbejde i et univers under navnet IMANI, som også bliver navnet på det næste show. Tankerne omkring dette univers har spiret i et stykke tid, mens der også er arbejdet intenst med at sammensætte et nyt lederteam.

Team Manager Lene Bruun, har været en del af ansættelserne af det nye lederteam, som kommer til at bestå af de to instruktører Signe Tofting Schaarup og Nikolaj Refshauge Kristiansen. Holdets fysiske vejleder bliver Henning Engberg og Josias Juliussen bliver holdets nye kommunikationsmedarbejder.

General manager Johannes Bjerre er yderst tilfreds med sammensætningen af teamet og udtaler:

”Vi har glædet os over meget kvalificerede ansøgere til alle team medarbejdere. Holdet omkring det næste DGI Verdenshold er på plads, og de er meget velkvalificerede. De byder ind med meget flotte kompetencer, og vi glæder os nu til at se dem samlet inden længe, så de sammen kan opbygge den Team Spirit en sådan rejse kræver”, siger Johannes Bjerre.

Ud over Team Manager Lene Bruun, kommer Verdensholdet 2016-2017 til at bestå af:

Signe Tofting Schaarup, Instruktør.Signe er 28 år, tidligere verdensholdsgymnast og bosat i Odense, hvor hun til sommer er færdiguddannet kandidat i Idræt og Sundhed. Hun brænder for gymnastik og dans og har erfaringer både som udøver, underviser og koreograf. Hun elsker at nørde, udforske og eksperimentere med bevægelsernes former og udtryk og glæder sig til at dykke endnu mere ned i gymnastikkens og dansens mange facetter i jobbet som instruktør for det nye Verdensholdet.

Nikolaj Refshauge Kristiansen, Instruktør. Nikolaj er 26 år og læser Idræt og Sundhed på Syddansk Universitet, hvor han til næste sommer er færdig med sin bachelor. Nikolaj har stor erfaring inden for gymnastikverdenen, både som gymnast og instruktør. Han har arbejdet som efterskolelærer i 3 år og været instruktør for bl.a. Fyns og Sønderjyllands Rep., Lilleholdet og SG Eliteherrer. Nikolaj lægger stor vægt på fællesskabet og mener, at holdets styrke skal findes ved at sætte den enkelte gymnasts kompetencer i spil. Han glæder sig til at arbejde intenst med nogle af Danmarks bedste gymnaster, se dem vokse og sætte aftryk med gymnastikken, både herhjemme og i udlandet.

Henning Engberg, Fysisk vejleder. Den næste fysiske vejleder for DGI Verdensholdet bliver Henning Engberg fra København. Henning er 28 år, født og opvokset i nærheden af Aarhus, og arbejder nu som Fysioterapeut og klinisk underviser i fysioterapi i København. Med sig, har han erfaring i arbejdet omkring hold fra f.eks. Ajax København og B93, hvor han har været tilknyttet i forbindelse med træningslejre og kampe. Henning har gået på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, væretstævnefysioterapeut ved større gymnastikstævner i DGI Storkøbenhavn og så har han rejst med DGI Storkøbenhavns Rep. hold til Costa Rica, hvor opvisninger, workshops og skadehåndtering har været en del af rejsen.

Josias Juliussen, Kommunikationsmedarbejder. Josias er 30 år og netop vendt hjem til København efter et par år i Sydafrika, hvor han arbejdede med marketing, sociale medier og pressehåndtering for en af verdens største arrangører af frivilligt arbejde og praktikophold i udviklingslande. Josias har erfaring med TV og videoproduktion fra Danmarks Radio og derudover har han arbejdet som freelance journalist for bl.a. Politiken. De sidste tre år har Josias arbejdet på tre forskellige kontinenter, så han indgår i teamet som en stærk, international profil.

Gymnasterne til holdet findes i uge 7, 2016 og holdet slutter af med opvisning til Landsstævnet 2017 i Aalborg.

Lederteam NDPT 11.jpg

Vil du vide mere om de 28 dygtige gymnaster som er på DGI Verdensholdet, kan du finde mere information her

Her kan du får mere information om DGI Verdensholdets teammanager Lene Bruun