Fantastisk begyndelse på verdensturnéen

Det er nu en måned siden, at DGI Verdensholdet drog ud på den store jordomrejse, og rygsækken er allerede godt fyldt med store oplevelser og indtryk.

Vi sidder nu i Busan i Sydkorea. Solen skinner fra en skyfri himmel og spejler sig i havet. Det er fridag og tid til at se tilbage på den måned, der er fløjet af sted.

 

Rejsen begyndte blidt med en kort bustur fra Vejle til Flensburg, hvor holdet blev indkvarteret på Christianslyst og lavede shows og workshops for det danske mindretal i Sydslesvig, bl.a. på AP Møller-skolen. Derfra gik turen godt 600 km sydpå til den lille, charmerende by Babenhausen, hvor gymnastikforeningen Akzeptanz havde organiseret værtsfamilier til hele holdet, og tyskkundskaberne dermed for alvor kom på prøve. NAMUH blev præsenteret for første gang med show-lys, da vi gav opvisning på scenen i det smukke Stadttheater i Aschaffenburg. 

4E4A5073.jpg

 

Efter ti dejlige dage i trygge Tyskland lettede vi torsdag formiddag d. 11. oktober fra Frankfurt og landede godt seks timer senere i 35 graders varme i Abu Dhabi. Her bød den efterfølgende uge på et tætpakket program med 25 workshops og masterclasses med hundredvis af børn og lærere på internationale skole i Dubai og Abu Dhabi, samt tre fulde shows i de to Emirater. Der blev dog også lejlighed til at tage på opdagelse i ørkenen, kigge nærmere på verdens højeste bygning, Burj Khalifa, og besøge den storslåede Great Mosque. Det er første gang DGI Verdensholdet har besøgt mellemøsten, og måske kimen blev lagt til flere besøg i fremtiden. Hele holdet oplevede således stor begejstring for både workshops og shows med åbne invitationer om tilbagevenden til følge. På trods af at opholdet blot varede en uge, blev der knyttet tætte bånd til de mange danske værtsfamilier og arrangører, der tog imod gymnaster og teamstab med åbne arme og i høj grad var medvirkende til, at vi følte os hjemme flere tusinde kilometer fra Danmark.

ørkenfoto_uae.jpg

 

Nu befinder vi os så i Sydkorea. En helt anden, men mindst lige så stor oplevelse. Hvor vi i Emiraterne primært opererede i et internationalt og dansk miljø, er vi virkelig kommet på udebane med sprogbarrierer og kulturforskelle, der er til at tage og føle på. Vi får trænet vores selvopfundne tegnsprog, når vi skal forklare os, vores evne til at spise udefinerbar mad med pinde og efter godt ti dage i landet, ved vi efterhånden også, hvad de forskellige knapper giver af interessante oplevelser. Efter en uge i Seoul, hvor vi blandt andet gav opvisning i forlystelsesparken Lotte World, er vi nu draget sydpå. Her har vi levet på traditionel sydkoreansk vis, hvilket betød at vi sov på gulvet og fandt ud af, at morgenmad på sengen bare ikke er helt det samme, når sengen er gulvet og maden er fermenteret kål, nudler og ris. Men det er den slags oplevelser vi husker og ikke vil være foruden, og vi glæder os til at se, hvad den resterende del af vores ophold i Sydkorea byder på af mærk- og mindeværdige eventyr.