Julehilsen fra Colombia
Et stort Feliz navidad fra varmen i Colombia, hvor vi efterhånden har befundet os i to uger.
Turen hertil gik fra Taiwan via Tokyo til Los Angeles, hvor vi havde halvandet døgn med fuld fart på for at nå forbi Venice Beach, Hollywood-skiltet, Getty museet, Walk of Fame og meget mere. Godt mætte på amerikanske indtryk og hamburgere boardede vi flyet til Bogotá og ankom tidlig morgen d. 5. december. Vi blev kørt direkte til vores hjem i hovedstaden, som viste sig at være den lokale militærbase, hvor unge colombianere aftjener deres værnepligt. Her blev vi modtaget med kindkys fra generalen og fuld musik af basens eget Merengue-band og derfra vist ind på den sovesal, hvor hele holdet inklusiv teamstab skulle sove de næste tolv dage.
Allerede dagen efter ankomsten stod gymnasterne klar til at lave den første opvisning i Sydamerika. Lokationen var noget uvant, et område tæt på landingsbanen på en militær flyvebase i Bogotá, hvor to parkerede fly markerede scenekanten. Med lettende fly i baggrunden gav gymnasterne en halv times opvisning og prøvede for første gang kræfter med den tynde luft i Bogotá, som ligger omkring 2.500 meter over havet. Det gav visse udfordringer med iltoptagelsen, og det blev endnu mere tydeligt, da vi et par dage efter lavede fuldt show hjemme på militærbasen, hvor vi var indkvarteret. Her blev der hevet ekstra efter vejret, men de svære forhold blev til gengæld fuldt ud opvejet af et vildt begejstret og hujende uniformeret publikum. Så begejstret, at der i dagene efter blev afgivet flere tilbud til pigerne om ægteskab med lokale soldater.
Der har været stor fokus på vores sikkerhed her i Colombia. Vi har primært flyttet os mellem vores militærbase og sportskomplekset Compensar, hvor vi har lavet adskillige workshops, et show og haft mulighed for at holde vores egen fysiske form ved lige. Efter vejledning fra vores værter og militæret har vi udelukkende bevæget os ud i særligt udvalgte områder af Bogotá, kun i dagslys og minimum fire personer ad gangen. Der har dog heldigvis også været mulighed for at opleve byen og landet. Vi har været på guidet cykeltur rundt i hovedstaden med udgangspunkt i fortællingerne om de mange graffitimalede facader, vandretur til en saltmine og udflugt til toppen af Monserrate-bjerget med et storslået skue ud over Bogotá. Sidst men ikke mindst fik vi også en stor oplevelse i Cirque du Soleil, hvor den tidligere verdensholdsgymnast Frederik Bertelsen var en del af showet Amaluna i Bogotá. Han inviterede os med bag kulisserne til rundvisning i sit cirkus og med ind for at opleve det imponerende show, han var en del af.
Frederik Bertelsen besøger holdet
Frederik er ikke den eneste dansker, vi har haft fornøjelsen af at være i selskab med i Colombia. I den første uge i landet havde vi besøg af Hanne Lene Haugaard, formand for DGI Gymnastik og medlem af DGI’s hovedbestyrelse, og Mette Mogensen fra DGI Verdensholdets administration. De fik et godt indblik i vores dagligdag og kom helt tæt på de udfordringer og glæder, vi møder på vores vej verden rundt, og samtidig gav de deres besyv med og delte ud af deres erfaringer til både gymnaster og teamstab. Derudover gæstede Danmarks ambassadør i Colombia, Mogens Pedersen, os en aften og gjorde os klogere på landet og den udvikling, det i øjeblikket gennemgår.
Efter 13 dage i Bogotá er vi nu kommet til Palmira tæt på Colombias tredjestørste by, Santiago de Cali. Her venter der tre shows og ikke mindst en juleaften i fremmede omgivelser. Vi glæder os til at fejre julen sammen, selvom det nok også for nogle bliver en aften, hvor hjemveen for alvor kommer til at trænge sig på. Vi vil forsøge at skabe en dejlig dansk julestemning, og så ellers sende kærlige tanker til alle jer derhjemme, der nyder aftenen med sprøde svær, brunede kartofler, rødkål, sauce, risalamande, gaver, granduft og meget mere af det, vi denne gang kun kan drømme om.
Rigtig glædelig jul