Team manager med stærk baggrund i DGI

Lars Houbak er netop ansat som team manager for
DGI Verdensholdet nr. 12. Lars Houbak er 57 år og gift med Marianne, som han har fire børn med på 25, 24, 21 og 16 år.

Lars Houbak

DGI Verdensholdet får en team manager med en stærk baggrund i DGI, både som aktiv i mange år, 17 år som gymnastiklærer på en efterskole, men også som arbejdsplads, hvor han har været ansat i 13 år, heraf 10 år som gymnastikkonsulent og siden som afdelingsleder af IT-konsulentafdelingen.

Jeg har bevæget mig gennem hele livet, og jobbet som team manager giver mig nu muligheden for at realisere en gammel drøm om at bevæge verden sammen med DGI Verdensholdet.

Lars Houbak

Nu bliver drømmen til virkelighed, og Lars Houbak får mulighed for at være med til at sprede budskabet om dansk gymnastik og en foreningskultur der bevæger verden. Fra det tidligere job som gymnastiklærer og træner af rep.- og aspiranthold samt 25 sæsoner med springhold i Firehøje I.F., er Lars vant til at være omgivet af unge mennesker. Han kommer til at stå i spidsen for et hold bestående af Danmarks bedste gymnaster, en kompetent og dedikeret teamstab og en unik gymnastikfortælling.

Det kræver god indsigt, når man arbejder med gymnaster på dette niveau, og her har Lars Houbak været en stærk kandidat. Lars har rejst med flere gymnastikhold og har bl.a været en tur til Japan med Eliteholdet fra Gymnastikhøjskolen ved Viborg, i Brasilien med Vejle Amts Rep.hold og med Flemming Efterskole i Indonesien, ligesom han på egen hånd havde gæsteophold på idrætsuniversitetet i Tokyo.

DGI Verdensholdet er netop i gang med ansættelsen af teamstaben omkring det 12. Verdenshold, hvor Lars tager del i udvælgelsen af det resterende team. Udvælgelsen af gymnasterne foregår i februar 2018 og et nyt hold skal derefter ud og bevæge Danmark og resten af verden, - denne gang med Lars Houbak i spidsen.