Optræder på helt nye måder

I Thailand har DGI Verdensholdet både optrådt under stjernerne på et natmarked, danset i solnedgangen på havnen og lavet show foran et storcenter. Ændringer i sidste øjeblik har gjort det nødvendigt at være kreative.

Pop-up-show på Asiatique havn i Bangkok.

Det var egentlig ikke meningen at gymnasterne fra DGI Verdensholdet skulle lave et pop-up-show i solnedgangen langs vandet i Bangkok. Planen var at de skulle have optrådt i en hal et helt andet sted, men udviklingen i corona-situationen har gjort, at planerne for DGI Verdensholdet konstant ændrer sig. Gymnasterne er mere end almindeligt omstillingsparate for tiden. De har fundet ud af, at planer er til for at blive lavet om, og at man aldrig helt skal forvente at fritid er fritid eller at træningstid er træningstid.

"Det er specielt at rejse verden rundt under en pandemi. Men også meget privilegie," fortæller Julie Lykke Schneider Jensen, gymnast DGI Verdensholdet.

Lige nu lukker lande endnu engang ned, fordi smittetallene stiger, og det hæmmer muligheden for at dyrke idræt. Det gør det også udfordrende for gymnasterne at lave workshops og shows i Thailand. Men det giver også mulighed for andre spændende oplevelser. Gymnasterne har for eksempel skruet op for antallet af udendørs show og efterspørgslen på pop-up-shows er stor. Workshop kræver flere test og mere sprit, men med de rette forholdsregler, kan det sagtens lade sig gøre og gymnasterne kan mærke, at både børn og voksne virkelig har savnet at bevæge sig.

Træning i det fri udvikler sig til show

Gymnasterne er altid på jagt efter steder, de kan rytme- og springtræne, og der er ikke altid haller til rådighed i de byer, de besøger. Heldigvis lykkedes det DGI Verdensholdets samarbejdspartnere i Thailand med meget kort varsel at finde en halvtom parkeringsplads, hvor gymnasterne fik lov til at springe og øve ny koreografi til showet, som vises i Danmark til april og maj. Det blev der lagt mærke til af de lokale thailændere, som gerne ville se holdet optræde. Med ny plads i kalderen blev det pludselig muligt at arrangere et pop-up-show på et natmarked ved siden af parkeringspladen. Det var spændende for gymnasterne at optræde i mørke, og det vakte opsigt og glæde for de besøgende på markedet at opleve gymnastik.

Opvisning foran storcenter

Det var også en sjov oplevelse for holdet, da de endte med at optræde foran et storcenter midt på dagen i bagende sol. Det var svært at spore publikum, da mange thailændere ikke bryder sig om at være udenfor, når solen er skarpest. En flok havde sat stole op langt væk i skyggen, og ellers var de fleste tilskuere i biler på vej til og fra centeret. Det betød til gengæld, at trafikken gik helt i stå, da alle bilerne stoppede for at se showet. Til sidst måtte der stå en person og fløjte af bilerne for at få trafikken til at flyde. 

Selvom det kan være udfordrende med et skiftende program, er holdet meget taknemlige for, at de kan få lov at rejse rundt med gymnastikken.

"Vi kan virkelig mærke, at der er brug for at sætte fokus på leg og bevægelse. Med de rette forholdsregler kan vi både optræde og lave workshops - og dele budskabet om, hvor meget livsglæde det giver at bevæge sig sammen," fortæller Team Manager Bie Andersen.