Velkommen til showet

QUA er et festfyrværkeri af bevægelser, musik og følelser. Det er en fortælling om, at alle valg har konsekvenser, og om hvordan vi kan udvikle os som mennesker ved at vælge vores egen vej i livet.

Hver dag træffer vi beslutninger. Både de helt små, som hvilket tøj, vi skal have på om morgenen, men også de større som at få børn eller satse alt på karrieren. Ser man tilbage på sit liv, ser det ofte ud som en snorlige række af begivenheder, men ofte har en tilfældighed ført til en anden. QUA handler om de valg, vi træffer gennem livet, og hvordan de er med til at forme os.

I showet følger man gymnasterne på en dannelsesrejse, hvor de for første gang oplever verden. Til at begynde med er den fyldt med glæde og eufori, men senere oplever de modstand og fristelser. Gymnasterne kommer til at stå overfor nogle skæbnesvangre valg, der kommer til at få en stor betydning.

Med QUA vil vi gerne fortælle, at higen efter succes kan have mange udtryk - og at det ikke nødvendigvis er det rigtige for den enkelte at følge strømmen. Det kan til tider virke håbløst, men det giver ofte mening i sidste ende at vælge sin egen vej

Morten Asbjørn Christensen

Det har fra begyndelsen været en vigtig præmis for instruktørerne, at gymnasterne lader deres personlighed skinne igennem, når de optræder. Gymnasterne er udtaget på baggrund af, at de er Danmarks dygtigste, men også ud fra at de er vidt forskellige - både i deres måde at bevæge sig på og i deres udtryk. I udviklingen af showet er gymnasterne også blevet opfordret til at turde skille sig ud og være sig selv - på samme måde som showets grundfortælling handler om at lære at vige fra normerne.

Gymnasterne er medskabere af showet 
Gymnasterne har selv været med til at videreudvikle på dele af showets koreografier. På den måde kommer deres forskellige talenter i spil, og det gør, at showet bliver mere alsidigt og afvekslende. Det har krævet mange timer i træningslokalerne, og det har betydet, at showet har skiftet form mange gange undervejs.

Gymnasterne har virkelig investeret sig selv i QUA. De har leget, knoklet og udviklet sig selv og showet på samme tid. Det er i høj grad også deres fortjeneste at showet hele tiden rykker sig og bliver bedre

Dinne Fredslund Andersen


Tanken er, at gymnasterne på verdensturnéen skal fortsætte med at tilføje elementer til showet og på den måde gøre det endnu mere personligt. Selvom gymnasterne er med til at videreudvikle showet, er det instruktørerne, der står bag idéerne og den overordnede sammenhæng i fortællingen og showet. I år har showet navnet QUA, hvilket kan betyde “i egenskab af”. Det er DGI Verdensholdets Performanceudvalg, der har bestemt navnet. Det har derefter været instruktørernes rolle at ideudvikle og koreografere forestillingen med udgangspunkt i navnet.

Shownavnet QUA har vi på nogle måder valgt at fortolke ret bogstaveligt. Vi står jo her ’qua’ alle de andre DGI Verdenshold, og dem vil vi gerne hylde i showet. Derfor vil man kunne se glimt og øvelser inspireret fra tidligere DGI Verdenshold,” fortæller Morten Asbjørn Christensen.

Gymnasterne blev udtaget til holdet i maj 2021, og siden
slutningen af juni har de været på træningslejr på BGI
Akademiet.
Her har de lært hinanden og den nye rolle som 
DGI verdensholdsgymnast at kende, og de har svedt, slidt
og slæbt, for at QUA bliver en fantastisk oplevelse.
“Det bliver et show med fuld fart på - og vi håber
at publikum får en masse forskellige indtryk og mindeværdige oplevelser med hjem i rygsækken,” fortæller Dinne Fredslund Andersen.

En sprudlende fortælling med et virvar af skiftende stemninger 
Energisk musik kommer til at strømme ud af højtalerne, mens pangfarver springer i øjnene - selvironien er også til at mærke. På mange måder er QUA en vild oplevelse. Men det har også været vigtigt for instruktørerne, at der er plads til fordybelse.

Folk må gerne grine og klappe i takt, men det er også vigtigt, at der er perioder, hvor det bliver følsomt og medrivende. Vi vil gerne vise et alsidigt show,” fortæller Dinne Fredslund Andersen.

Musik har spillet en stor rolle i skabelsen af showet, da begge instruktører er vilde med at lytte til mange forskellige
genrer af musik og kan lide både det moderne og ældre klassikere.

Vi har fundet meget inspiration gennem musik. Vi elsker begge to musik med meget energi, men vi vil også gerne have at musikken afspejler mange forskellige stemninger gennem hele showet,” fortæller Morten Asbjørn Christensen.

Når det kommer til dragter og stemninger i showet, er jeg nok også blevet lidt inspireret af Beyoncé,” griner Dinne Fredslund Andersen.