WALKin Nordjylland 2020 er aflyst

WALKin Nordjylland 2020 aflyst.

DGI har landsdækkende valgt at aflyse alle arrangementer i april måned – og vi overvejer nøje vores store events i maj og juni. Der er rigtig mange, som gerne vil være en del af WALKin Nordjylland - og det er vi glade for og stolte af, men som situationen er nu, mener vi ikke det er forsvarligt at samle så mange mennesker allerede midt i maj. Det er derfor med stor beklagelse at vi må meddele at WALKin Nordjylland den 16. maj 2020 er aflyst.

Vi er fuldt ud klar over at beslutningen skuffer mange, der havde set frem til en tur igennem Limfjordstunnelen – og har trænet frem mod én af forårets store motionsoplevelser. De sidste uger har vi været i tæt dialog med myndigheder og samarbejdspartnere om forskellige muligheder. Når vi kigger på det tætpakkede program af store events i september måned, så bidrager en flytning ikke konstruktivt til helhedsbilledet. Vi ville bidrage til at lægge yderligere pres på tilgængelige ressourcer hos myndigheder – og ikke mindst de mange frivillige i foreningslivet, som i forvejen får nok at se til med at hjælpe til øvrige events.

Vi har derfor valgt løsningen at vende stærkt tilbage den 8. maj 2021 med WALKin Nordjylland. Vi sætter alle kræfter ind på at skabe en endnu større oplevelse. Flere af de tiltag, I skulle have været præsenteret for i år, får et ekstra hak. Og… selvfølgelig går turen også igennem Limfjordstunnelen i 2021.

Vi håber inderligt du vil være med til at skabe en motionsfest i Nordjylland næste år, og bakke op om at holde liv i ønsket om en fælles nordjysk oplevelse gennem Limfjordstunnelen. Dit startnummer er allerede overført til den 8. maj 2021 – og du skal derfor ikke foretage dig noget, hvis du vil være en del af festlighederne. Har du ikke mulighed for at deltage den 8. maj 2021, kan du selvfølgelig få refunderet dit deltagergebyr frem til den 17. maj 2020 - ved at følge anvisningerne her på siden

Pas på jer selv og hinanden.

Birgitte Nielsen

Direktør, DGI Nordjylland