DGI Nordsjælland

Styrken ligger i fællesskabet. Derfor samarbejder vi med foreninger, kommuner og eksterne samarbejdspartnere om at få danskerne ud i naturen og ind på banerne. Børn og seniorer, begyndere og rutinerede.

Sammen med Nordsjællandske foreninger arbejder vi hele tiden på at give foreningslivet de bedste muligheder for at udvikle sig. Kravene til idræt og motion er i konstant forandring, og det kræver at foreninger flytter sig og bliver klar til at møde medlemmernes behov. Derfor tilpasser vi vores aktiviteter, så de passer lokalt og understøtter udviklingen i netop din forening. Hvad enten du har brug for uddannelse af trænere, hjælp til organisering af foreningen eller konkrete idrætstilbud, så har vi noget på hylderne.

DGI Nordsjælland er til for idrætsforeningerne i 11 kommuner: Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal. Vi har 480 medlemsforeninger med næsten 110.000 aktive idrætsfolk.