Årets træner: Sådan bliver du en succes i din badmintonklub

Kasper Ødum fra Frem Hellebæk Badminton blev Årets Træner i Danmark. Her får du hans råd til, hvordan du som træner bliver en succes i din klub.

”Det, der motiverer mig allermest, er, at give begejstringen og glæden ved badminton videre til mine spillere,” siger årets træner Kasper Ødum, der i de sidste 15 år har været træner i den nordsjællandske klub Frem Hellebæk Badminton.

”Det handler om at finde balancen mellem seriøsitet og sjov. For det skal være sjovt at spille badminton, så har du også større forudsætning for at blive god,” siger Kasper Ødum, der altid har haft opbakning fra både klubben, spillere og forældre til at køre træningerne med den indstilling.

Kasper Ødum kommer her med tre råd til at få succes som badmintontræner:

  1. ”Det er alfa og omega, man holder fast i, hvad der er vigtigt for en selv. Find ud af, hvad det er, du vil som træner. Ellers kører du bare sur i det.”
  2. ”Læg tid og energi i din badmintonklub. Bliv en del af klubben, så kan du også være med til at præge klubben med de tanker og idéer, du går rundt med.”
  3. ”Vis engagement og at du brænder for det, når du står i hallen. Det er vigtigere end at have en masse faglig badmintonviden. Dit engagement smitter af på dine spillere. Hvis du har en sløv dag, så får dine spillere det også.”

Kasper Ødum brænder for klubben Frem Hellebæk og for badminton. Han er blandt andet tovholder på sociale og eksterne arrangementer, sidder i bestyrelsen og sponsorudvalget og så står han for samtlige ungdoms-, senior- og motionisttræninger i klubben.

”Titlen som årets badmintontræner betyder rigtig meget for mig. Vi er så privilegerede i Danmark, at vi har så mange dygtige trænere. Så jeg er utrolig stolt og beæret over at være med i betragtningen til titlen, og så har jeg oven i købet vundet den. Det er fantastisk,” siger Kasper Ødum.

Kriterier for at blive ”Årets Badmintontræner”

  • Entusiastisk og fungerer som naturligt samlingspunkt
  • Repræsenterer badmintons værdier (oplevelse, glæde, udvikling og fællesskab)
  • Bidrager til et stærkt træningsmiljø der udvikler hele spillertruppen sportsligt, menneskeligt og socialt
  • Bevidst om egen, andres og klubbens udvikling
  • Blik for helheden i klubben (forældre, frivillige, andre afdelinger)

Årets badmintonildsjæl og årets badmintonklub blev også kåret på Badmintonforum 2019, der blev afholdt i DGI Huset i Vejle. Titlen som årets ildsjæl gik til Lene Nørgaard Jensen fra Randers Badmintonklub. Og Nr. Broby Badmintonklub løb med titlen som årets klub.