Her er spilletid vigtigere end resultatet på lystavlen

Slagelse Håndboldklub opstod fra asken efter byens dameligahold. I dag opererer klubben med mottoet ’bredde skaber elite’ og en fast politik om, at alle skal have 20 minutters spilletid i kampe.

Lotte Albæk (t.v.) etablerede Slagelse HK i efteråret 2012, da eliteklubben Slagelse fH var ved at gå konkurs. Hun ville sikre, at byens børn og unge fortsat havde mulighed for at spille håndbold. Kit Frimark kom med i bestyrelses et par år senere. Foto: Bo Nymann

Godt to dusin teenagedrenge render rundt på halgulvet i Spar Nord Arena i Slagelse. Halvdelen har neongule overtrækstrøjer på, så de kan skelne mod- og medspillere fra hinanden. Om kort tid skal drengene have harpiks og håndbold mellem hænderne, men som opvarmning sparker de bolden rundt med fødderne, mens deres råb giver genlyd i den tomme hal.

Læs også: Slagelse Håndbold fik fornyet energi i DGI

Det kan være svært at forestille sig, men spoler man tiden tilbage til midten af 00’erne, var lægterne fulde af ellevilde tilskuere, mens Anja Andersen og hendes Slagelse Dream Team kæmpede med i toppen af dansk og international håndbold.

At der overhovedet bliver spillet håndbold i byen i dag, var dog langtfra givet, da elitehåndboldsatsningen i Slagelse FH i efteråret 2012 sang på sidste vers.

Skulle bare overleve

Den daværende dameligaklub kæmpede med økonomien efter Anja Andersens farvel nogle år forinden. I kølvandet på en redningsaktion af eliteklubben blev alle ungdomsspillere flyttet over i en ny breddeklub, Slagelse Håndboldklub.

Lotte Albæk var én af to initiativtagere bag etableringen af klubben, og det var med et simpelt ønske om fortsat at kunne tilbyde håndbold til byens børn og unge.

"Vi ville bare gerne træne vores børn for at kunne give dem nogle af de oplevelser, vi selv havde haft. Komme på ture og bare sidde i hallen og heppe på sine kammerater. Det fællesskab syntes vi ikke skulle dø ud," siger Lotte Albæk.

Tidslinje

2000: Slagelse FH indgår aftale med håndboldstjernen Anja Andersen, der skal føre klubben til tops i dansk og international håndbold

2001 – 2007: Slagelse Dream Team vinder både det danske mesterskab og Champions League-titlen tre gange på få år under Anja Andersens ledelse

2008: Anja Andersen skifter til FCK Håndbold, og med hendes afsked smutter en lang række sponsorer. Slagelse FH kæmper efterfølgende med at få økonomien til at hænge sammen

Efteråret 2012: På grund af økonomiske problemer splittes Slagelse FH op i to, og Slagelse HK etableres som en breddeklub. Klubben overtager ca. 175 medlemmer, hovedsagligt ungdomsspillere

Februar 2013: Slagelse FH går konkurs, mens Slagelse HK kæmper med økonomien, fordi kontingentmidlerne er brugt i ligaklubben

2013-2019: Slagelse HK satser fra starten på bredden og formulerer et værdisæt, der har fokus på udviklingen af den enkelte spiller frem for resultater

November 2019: Slagelse HK har 385 medlemmer. Næste store mål er at komme over 500 medlemmer

Vis mere Vis mindre

Få måneder efter etableringen af Slagelse HK gik eliteklubben konkurs og trak sig fra Dameligaen. Men breddeklubben levede med nød og næppe videre med de godt og vel 175 ungdomsspillere, som var kommet med over.

"Vi havde hverken hjemmeside, klubtøj eller penge i kassen. Slagelse Kommune lånte os penge til at kunne gennemføre den umiddelbare drift, for alle kontingentkroner var brugt i Slagelse FH. Vi måtte lave alt fra bunden, startende fra nye vedtægter. Men vi skulle bare overleve," fortæller Lotte Albæk i dag, godt syv år senere, hvor hun også er formand for klubben.

Udvikling over resultater

Når man starter fra nul, skal der ikke kun vælges ny bestyrelse og findes trænere. Der skal også skabes klubånd og sammenhold, formuleres nogle værdier og lægges en vision for klubben. Og her var første skridt på vejen for Slagelse HK en turnering i Skive i påsken 2013.

Børnene skulle have en sjov oplevelse sammen, det fik de, og efterhånden opdagede Lotte Albæk og bestyrelsen konturerne til det motto og værdisæt, der gennemsyrer klubben i dag: At bredde skaber elite. Og at resultaterne ikke må overskygge udviklingen af den enkelte spiller.

At have det sjovt står altså ikke i vejen for talentudvikling. Vi mener det er hinandens forudsætning

Lotte Albæk, formand i Slagelse HK

"Vi havde faktisk ingen visioner i starten. Vi ville bare gerne have nogle aktiviteter for ungdomsspillerne, for det er dem, der er vores hjerteblod. De må gerne vinde, men først og fremmest skal de have det godt sammen og have det sjovt," forklarer Lotte Albæk.

Slagelse HK har som målsætning at have så mange spillere i hver årgang som muligt, og den forsøger at rekruttere spillere med håndboldforløb i idrætstimerne på de lokale skoler. Og trænerne får bonus, jo flere spillere, de har på holdene, forklarer Kit Frimark. Hun er bestyrelsesmedlem i klubben og en del af klubbens sponsorudvalg.

"Det er ikke, fordi vi ikke vil elite eller gå efter topniveauet i ungdomsrækkerne. Men vi har brugt fem-seks år på at banke klubben op fra ny, på at skabe en bredde- og ungdomsafdeling. Så at have hold på eliteniveau skal mere være for at kunne give vores egne talenter noget at kunne stræbe efter," siger hun.

Alle får spilletid

Selvom klubben i dag hviler i sit værdisæt, har rejsen ikke været uden omkostninger. Det har været en lang og til tider sej kamp at få både trænere, spillere og forældre til at forstå den vision, forklarer Kit Frimark.

"Vi har et sportsudvalg med fælles trænermøder, hvor vi prøver at indprente vores værdier: Vi vil ikke have hold, hvor spillere ikke får spilletid. Derfor har vi en regel om, at hver spiller skal have minimum 20 minutters spilletid i hver kamp. Det ved forældrene, så hvis de oplever, at deres barn ikke får særlig meget spilletid, så kan de gå til os, og vil sportsudvalget gå til den pågældende træner," forklarer Kit Frimark.

Vi vil ikke have, at andet hold må stoppe, fordi en spiller vil skifte til os. Hvis det er tilfældet, så siger vi hellere ’beklager, men du spille sæsonen færdig i din anden klub’

Kit Frimark

"Det handler om at skabe tryghed og genkendelighed for spillerne, i hvert fald i de unge år. Bredden må ikke stå i vejen for talentet, men det at have det sjovt står altså ikke i vejen for talentudvikling. Vi mener det er hinandens forudsætning," supplerer Lotte Albæk.

Men klubben har også mistet spillere på den front. Nogle gange har forældre flyttet deres børn til andre klubber, hvor holdet spillede i en højere række. Andre gange er lidt ældre talenter af egen drift skiftet klub. Og så kan troen på værdisættet godt vakle, erkender Lotte Albæk.

"Det lyder så let at sige de ting, vi gør, men vi har også haft mange tvivl gennem årene, når vi har kunne se endnu en god spiller forlade os, fordi de ville noget andet," siger hun.

Ingen ’Mercedes’-hold

En anden væsentlig politik er, at klubben ikke vil stjæle spillere udefra. Kommer en spiller eller forældre og vil melde sig ind i klubben, så ringer sportsudvalget til ’hjemklubben’ for at rådføre sig, forklarer Lotte Albæk.

"Vi har ingen interesse i at udsulte andre lokale klubber. Vi synes, det er ærgerligt at skulle køre en time for at spille to gange 20 minutter i en U11-pigekamp. Det er synd for både spillere og forældre. Vi vil ikke have, at andet hold må stoppe, fordi en spiller vil skifte til os. Hvis det er tilfældet, så siger vi hellere ’beklager, men du spille sæsonen færdig i din anden klub’. Så kan vi se på det bagefter," siger hun.

"Vi vil heller ikke have, at enkelte forældre eller sponsorer kun vil sponsorere deres barns hold. Der er vi helt faste på, at alle sponsorater går til klubkassen, og så fordeler vi midlerne til holdene derfra. Vi gider ikke 'Mercedes'-hold, hvor de ressourcestærke forældre kan styre showet," forklarer Kit Frimark.

Hvornår er man så i mål som klub? Det er Slagelse HK langt fra endnu, fastslår Lotte Albæk, men sidste år fik hun og bestyrelsen grund til at tro, at værdierne har rodfæstet sig. Det skete, da klubbens U17-piger tog et selvstændigt initiativ, fordi en af holdkammeraterne ikke havde råd til at komme med på en håndboldtur.

"Holdet gik sammen om at indsamle penge, så deres holdkammerat kunne komme med. Der var ingen voksne ind over. De havde bare gjort det af sig selv. Så bliver man sgu’ stolt af sine spillere," slutter Lotte Albæk.