Skytter og jægere i et nyt samarbejde

DGI Skydning og Danmarks Jægerforbund har testet, om de med fordel kan afvikle fælles terrænskydninger på lokalt plan med deltagelse af både jægere og DGI-skytter.

DGI Skydning og Danmarks Jægerforbund har testet, om de med fordel kan afvikle fælles terrænskydninger på lokalt plan Foto: Martin Højsgaard

DGI Skydning mangler ofte deltagere til sine terrænskydninger, mens jægerne står i kø, når der arrangeres jagtrelevant terrænskydning i deres regi.

Det er baggrunden for et samarbejde mellem DGI Skydning og Danmarks Jægerforbund.

I foråret har de to organisationer testet, om de med fordel kan afvikle fælles terrænskydninger på lokalt plan med deltagelse af både jægere og DGI-skytter.

Konklusionen er, at mange jægere gerne vil deltage i DGI’s skydninger, blot de kan benytte deres jagtriffel samt hjælpemidler i form af skydestok eller lignende.

På den måde kan de få jagtrelevant træning.

Flere skydninger

Jægerne skyder gerne på DGI-skiver. Det begrænser ekstraarbejdet ved at gøre skydningen relevant for begge typer skytter for de lokale arrangører.

Til gengæld øges chancen for, at skydningerne kan fyldes helt op i DGI-regi.

DGI Skydning og Danmarks Jægerforbund er også er i færd med at gøre det muligt for jægere at deltage i DGI’s 200/300 m skydninger med deres jagtrifler. I den såkaldte Kikkertklasse.

Information om det vil følge efter sommeren.

DGI-skytter hos jægerne

DGI-skytter er også velkomne til at deltage i jægerens terrænskydninger, hvis de har lyst til at prøve noget andet. Og hvis de lokale arrangører har ledige pladser.

Der er ikke krav om medlemskab, men prisen kan være højere for ikke-medlemmer.

DGI-skytter betaler normalt 80-100 kroner for at deltage i en terrænskydning, jægerne 150-200 kroner.

Ved en fællesskydning anbefales det efter testskydningerne at finde et kompromis. Smertegrænsen for DGI-skytter ligger formentlig på cirka 120 kroner.

Arrangørerne sørger selv for omtale af ledige plader, eksempelvis via DGI-skydnings Facebookside.

Ny kikkertklasse

DGI Skydning indfører en kikkertklasse på geværterræn 6,5., der dog følger gælder DGI's regler for terrænskydning - med nogle nye tilføjelser.

Fælles terrænleje

Der er desuden mulighed for de to organisationer at lave fælles leje på lokalt plan af de dyre militære terræner.

Flere af dem giver arealmæssig mulighed for, at hver organisation kan afholde sin egen skydning, selv om begge parter benytter terrænet på samme tid.

Dette kan f.eks. lade sig gøre i Borris, Jægerspris, Tranum og Klitmøller.