En sund klubkultur kan tiltrække frivillige

Prioritér alle medlemmer uden undtagelse og skab en sund klubkultur. Sådan tiltrækker de frivillige i Nivå Kokkedal.

Jonathan Søgaard er cheftræner og formand i Nivå Kokkedal Badmintonklub, der satser benhårdt på at prioritere alle medlemmer uden undtagelse.

FIND DE FRIVILLIGE: Nivå Kokkedal Badmintonklub har omkring 300 medlemmer, og det er målet i den nordsjællandske forening, at alle medlemmer prioriteres. Jonathan Søgaard er cheftræner og formand i foreningen, og hans bedste råd handler om at få alle til at føle sig værdsat:

“For os er det vigtigt, at vi bredt prøver at få medlemmerne til at føle sig værdsat og føle, at de får det maksimale ud af deres sport og foreningslivet. Mange foreninger siger sådan, men få gør noget ved det. I det daglige gør vi meget som muligt ud af, at alle bliver prioriteret. Det er vigtigt at fokusere på bredden og få alle med, og det er noget, der skal gennemsyres i kulturen - alle skal føle de udvikler sig og får noget med hjem,” lyder det fra Jonathan Søgaard, der har erfaring for, at det er lettere at rekruttere frivillige, når medlemmerne føler et tilhørsforhold til klubben.

Læs også: Giv frivillige medejerskab på opgaverne

Det handler om klubkulturen, ikke de frivillige

En pointe fra Jonathan Søgaard er at flytte fokus væk fra, at de frivillige skal tilbydes en masse for at være frivillige til, at de frivillige selv er med til at skabe de fede oplevelser.

“Diskussionen om frivillige er tit sådan, at der skal være noget fedt for de frivillige, før de vil være med, men vi vil gerne gøre det omvendt - at man som frivillig er med til at skabe de fede oplevelser for sig selv og andre. På en måde rekrutterer de ofte deres egen efterfølger, og derfor handler det for os om at gøre klubkulturen så stærk, at man godt vil være frivillig. Det skal nærmest være en selvfølge, at man gerne vil give tilbage, fordi man har fået meget den anden vej,” mener Jonathan Søgaard, der dog også påpeger, at en stærk klubkultur ikke kommer af sig selv.

“Frivillige kommer ikke ud af det blå, men fordi de synes, det er fedt at være i foreningen. Vi mener, at når man laver tiltag, skal man gøre noget ud af, at alle i foreningen er velkomne, uanset niveau. Hos os er bredden vigtigere end eliten, så det går ikke, hvis nogle fra eliten prioriteres over bredden, alle er fuldstændig på lige vilkår. Vi diskuterer det tit i bestyrelsen, og hvis elitespillere skal på træningslejr skal bredden have samme muligheder.”

Giv dem chancen

Investeringen i bredden kan ses som en investering i at rekruttere frivillige for Nivå Kokkedal Badmintonklub.

“Man skal ‘walk the talk’ helt vildt meget og se guld, hvor man normalt ser udfordringer. Se potentialet i medlemmer eller spillere, som man normalt ser som udfordret, og giv de unge, der bliver seniorer chancen, nærmest uanset niveauet. Giv dem plads og få integreret dem i de voksnes afdeling."

"Man kan have en vanvittig god frivilligstrategi, men føler medlemmerne ikke noget for foreningen, gider de ikke lægge et stykke frivilligt arbejde. Fire af vores bestyrelsesmedlemmer var blevet sorteret fra i andre klubber på grund af det sportslige, og det er synd, når de gerne vil lægge en stor indsats, når de føler, at de er en vigtig del af foreningen,” beretter Jonathan Søgaard.

Væk den indre motivation 

Hvordan skaber man så nogle rammer, hvor alle har mulighed for at lykkes som frivillig? Jonathan Søgaard peger på vigtigheden i at vække den indre motivation.

“Vi arbejder på at undlade at splitte sociale grupper selvom der er niveauforskel, for de fleste kan alligevel stadig spille sammen, og det sociale betyder så meget mere. Hende der kommer med på et wild card, og dermed føler sig prioriteret og værdsat, er sandsynligvis hende, der bliver frivillig en dag, så derfor er det vigtigt at de sociale styrker respekteres,” fortæller Jonathan Søgaard. Han ser gerne, at klubhjertet og fællesskabet får lov til at fylde mere i rekrutteringen af frivillige.

“Det er det bankende klubhjerte og at være en del af et fællesskab, der gør en forskel. Optimalt set skal man helst ikke blive frivillig fordi der ikke er andre, der melder sig. Man får heller ikke flere frivillige af at give dem en flaske vin. Vi giver dem fysisk anerkendelse, men jeg tror ikke den rykker ved noget som helst, så derfor skal vi vække den indre motivation og finde frem til det bankende klubhjerte,” mener Jonathan Søgaard.

Tip fra Jonathan Søgaard:

Begynd med at rekruttere til festudvalget.

Lad en eller flere personer stå for et socialt arrangement - jo flere, man kan få involveret i projektet, jo bedre.

Det er et godt og sjovt sted at begynde, og så kan man bygge på bagefter.

Frivillig i en afgrænset periode og noget til CV’et

Formanden i Nivå Kokkedal Badmintonklub advokerer ligeledes for, at det i foreningerne skal være okay, at de frivillige kun er frivillige i en begrænset periode, for at gøre det mere overskueligt i en travl hverdag.

“Mange er bange for at involvere sig, for de er bekymrede for, at de ikke kan slippe ud igen, og derfor skal vi være skarpe på at sige, at det er for en afgrænset periode,” siger Jonathan Søgaard.

Specielt for de unge i foreningen er det også værdifuldt at lave frivilligt arbejde, når de engang skal søge job.

“Til mange af de unge har jeg sagt, at frivilligt arbejde er virkelig godt at have på sit CV. Alle har uden undtagelse oplevet senere i livet, at det gør en positiv forskel over for virksomheder og folk der ansætter."

"Jeg kender mange, der har oplevet, at de er blevet fravalgt til en stilling, hvor det ellers var helt lige, men hvor den anden kandidat har lavet frivilligt arbejde. Det frivillige arbejde viser noget om arbejdsmoral og at man er en teamplayer, og det kan de fleste virksomheder godt lide,” lyder det fra Jonathan Søgaard.