Guide til nye forældre i badminton

Er du ny forælder i badminton? Se guiden til, hvad du skal vide.

Det kan være svært at begynde i en ny idræt, hvis hverken børn eller forældre har prøvet det før. Få 6 gode råd til, hvad du skal være opmærksom på som ny badmintonforælder. Foto: Richard Skovby

Er du forælder til et barn, der er begyndt at spille badminton, uden at du selv har erfaring med netop denne idræt, kan du let føle dig på herrens mark. 

Hvordan tilmelder man sig, hvad er de skrevne og uskrevne regler og hvilket udstyr skal du købe? Spørgsmålene er mange.

I folderen "Til dig der er forælder" forsøger vi at give svar på så mange af de spørgsmål som muligt, du måtte have som ny forælder i badminton. Chancen for at dit barns indtog i badmintonverdenen bliver begyndelsen til en succeshistorie øges nemlig betragteligt, hvis du som forælder er klædt på til at yde den bedst mulige støtte til dit barn. 

Vi anbefaler at læse folderen "Til dig der er forælder". Herunder har vi samlet de 6 bedste råd derfra. 

1. Lær de uskrevne regler i badminton

Det er eksempelvis ikke accepteret at juble eller klappe, hvis modstanderen begår fejl, og det er kun spillerne, som må kommentere på hændelser i kampene. Efterlever du de uskrevne regler, er det også nemmere for dit barn at navigere i dem.

2. Vær forælder til træning og turnering

Det er som oftest det, dit barn har brug for. Der findes et væld af kompetente trænere i klubberne, som mestrer både det taktiske og tekniske.

3. Gør brug af badmintonpeople.dk

Badmintonpeople.dk giver dig et omfattende overblik over klubber, turneringstilmelding, ranglistepoints og meget andet. Leder du efter badmintonskoler, badmintonlejre eller events, eller vil du opdateres med det seneste nye, er dgi.dk det rigtige sted at bruge kræfterne.

4. Badminton er også en holdsport

Vær opmærksom på, at selvom badminton i mange sammenhænge anses som en individuel sportsgren, så er det i høj grad også en holdsport. Det er i fællesskab med andre, at dit barn får nogle af de allerstørste oplevelser i sporten.

5. Tal med dit barn om sejre og nederlag

Det kan være svært at sluge et nederlag eller tackle en sejr. Fokusér på de følelser, dit barn oplever i kampsituationer, så han/hun bliver bedre rustet til næste træning eller turnering.

6. Engagér dig i badminton

Er du involveret og viser interesse for dit barns sport, smitter det af og motiverer. Det kan være alt fra holdlederopgaver, til kørsel og praktisk hjælp i foreningsregi.

Skulle du fortsat sidde med spørgsmål til fx hvilken ketsjer, du skal købe, hvordan du kan støtte dit barn i forskellige situationer eller hvilke reglementer, der gælder hvor og hvornår, så tag en snak med klubbens træner.

Husk generelt, at du altid kan spørge klubben om hjælp. Ellers kan du kontakte din lokale badmintonkreds/DGI landsdel, hvis medarbejdere gerne er behjælpelige.