TRÆNERFOKUS: Engesvang satte uddannede trænere på dagsordenen - nu uddanner de tredjeflest i hele landet

Den lille midtjyske klub EB Badminton fra Engesvang uddanner tredjeflest trænere i hele Danmark. Det er en stor investering, men den er godt givet ud, både mens de uddannede trænere er i Engesvang, og hvis de skifter til en anden klub.

I EB Badminton skal trænerne uddannes, allerede når de starter som hjælpetrænere. Det har givet Rasmus Sørensen mod på trænertilværelsen.

Det er ikke hver dag, at EB Badminton med lige over 150 medlemmer spiller lige op med storklubber som Kolding Badminton Klub og Højbjerg Badminton Klub.

Læs også: TRÆNERFOKUS: Helt tæt på tre trænere

Men målt på midler brugt på trænerkurser- og uddannelser i 2021 er det kun de to store, der overgår klubben fra den lille midtjyske stationsby Engesvang. Sagt på en anden måde var EB Badminton i 2021 i runde tal den klub i Danmark, der uddannede tredjeflest trænere.

Det er såmænd unikt nok i sig selv. Men hvor Kolding, Højbjerg og flere af de københavnske klubber, der også ligger i top-10, er kendt som talentudviklingsklubber med store ungdomsafdelinger og et naturligt behov for dygtige og uddannede trænere, har Engesvang blot tre forskellige ungdomshold og ét seniorhold.

Nye trænere skal uddannes

Så hvorfor uddanner EB Badminton så mange trænere? Niels Hansen er netop trådt ud af klubbens bestyrelse, som han har siddet i siden 2016, hvor han blandt andet har haft ansvaret for trænerne. Han forklarer, at den høje prioritering af uddannede trænere er et aktivt valg fra bestyrelsens side.

”Vi har haft den holdning, at når vi har fået nye trænere og hjælpetrænere, så skulle de også uddannes. Det giver en god grobund for trænerne, og de får noget teori og ballast at stå på,” siger han

”Det handler om at give trænerne en ballast og en viden om, hvad man gør i forskellige situationer. For eksempel hvordan de tackler børn, hvad kan de tillade sig og ikke tillade sig. Det er for at give dem noget viden om, hvad det også indebærer at være træner.”

Rasmus Sørensen

  • 17 år
  • Har spillet badminton siden 4. klasse
  • Har været træner i omkring fire år
  • Startede som hjælpetræner og får sit eget hold for første gang efter sommerferien
  • Har gennemført kurserne Hjælpetræner 1 og 2, Trænerkursus 1 og 2 og MiniTon

Bidt af at være træner

44 gange har EB Badminton sendt en træner på kursus eller uddannelse siden 2016, heraf 18 gange i 2021 fordelt på hjælpetrænerkursus, trænerkursus og MiniTon-kursus.

Læs også: TRÆNERFOKUS: Vi har et kollektivt ansvar for at udvikle trænere

Ofte starter spillere som hjælpetrænere, når de går i 6. eller 7. klasse, hvor de typisk står for træningen sammen med ældre og mere rutinerede trænere og samler erfaring. Her starter de med hjælpetrænerkurset, og efterhånden som de bliver ældre og får smag for trænergerningen, kan de supplere med yderligere trænerkurser.

En af dem er 17-årige Rasmus Sørensen. Han har spillet badminton, siden han gik i 4. klasse, og efter et par år i klubben blev han tilbudt at blive hjælpetræner for mellemholdet sammen med to ældre trænere.

”Jeg var lidt på sidelinjen og observerede mest, men det var megaspændende. Samtidig blev jeg tilbudt hjælpetrænerkurserne, som jeg hurtigt kom afsted på. Jeg spiller stadig selv badminton, men nu er jeg virkelig blevet bidt af trænergerningen,” forklarer han.

Artiklen fortsætter herunder.