E-cykling hitter: Jeg føler mig forpligtet til at være en del af fællesskabet

I kældre, udhuse og garager i hele landet hitter e-cykling, for den virtuelle motionsform skaber nye muligheder for kammeratlig konkurrence og fællesskab.

Læs også: Populære hometrainere giver effektiv træning og fedt fællesskab

Der lyder en svag summen uden for parcelhuset i Lind. Klokken er kvart i otte tirsdag aften, og det kulsorte novembermørke har lagt sig over villakvarteret. Men inde i skuret, hvor den summende lyd kommer fra, er der lys.

”Kom ind!” råber Morten Mellergaard og skruer ned for musikken.

Mens resten af familien har sat sig til rette i sofaen, sidder den 50-årige familiefar og bankdirektør i et hjørne af skuret på sin racercykel. På en hylde skråt til venstre for ham står en bærbar computer, som sender et signal op til den tv-skærm, der hænger lige foran ham. Det er sådan set det.

Her sidder han hver tirsdag, torsdag og søndag. Omgivet af grå kasser mærket med maling, skitøj, fiskegrej og øl og ved siden af en gammel enkeltmandsseng. Det samme gør 300 andre lige nu. Det er så mange deltagere, som er med i aftenens virtuelle cykelløb i Bkool Ligaen.

Læs også: Nu kan du dyrke e-cykling i en forening

”Det er konkurrencegenet, som får mig herud. Nu skal de andre have nogle tæsk! Der er også holdelementet, for man melder ikke fra, bare fordi sofaen kalder. Der skal bedre undskyldninger til,” siger han.

Det, som får Morten Mellergaard ud i skuret, er en såkaldt smarttrainer. Det er det apparat, som hans racercykel er monteret på, der måler, hvor hårdt han træder i pedalerne. Den kraft afgør, hvor hurtigt hans karakter bevæger sig i den virtuelle verden på skærmen.

Der er en kraftig motivationsfaktor i, at vi kører mod andre. Og vi er er så mange med, at der altid er nogle at køre imod

Søren Bonde, formand for eCykle Klub Danmark

Artiklen fortsætter herunder.