Tag med familien på kano-tur

Børn elsker at gå på opdagelse i naturen. Så tag dem med ud i kanoen, og få gode oplevelser sammen.

Det er skønt at padle afsted i en kano. Og at gå på opdagelse i land, når der er slået lejr. Foto: Susanne Jensen (privat foto)

Sommeren er højsæson for kano-ture - og med god grund. Det kan nemlig være den perfekte udflugt for hele familien.

"Det giver rigtig godt sammenhold i familien og mange gode oplevelser. Man lærer hinanden at kende på en anden måde," siger Susanne Jensen, som er medlem af DGI's kompetenceudvalg for kano og kajak, samt kano-arbejdsgruppen.

Hun er selv flittig kano-padler, og anbefaler, at du gør kano-turen til et fællesprojekt. På den måde sikrer du, at alle glæder sig og får en skøn tur.

Gode råd til kano-ture med børn

  • Hav tålmodighed, når du er afsted ved børn
  • Vis glæde ved turen – jo mere glad du er, des gladere bliver dine børn
  • Se muligheder og gå på opdagelse i naturen. Børn er nysgerrige

"Forbered turen sammen med familien – også børnene. Se på kort, og tal sammen om, hvad I skal. Lav fælles mål om, hvor I skal hen, og hvad I skal lave...," uddyber Susanne Jensen.

På børnenes præmisser

Kano-ture i Danmark kan være meget varrierede. Du kan padle på søer og i åer, eller langs kysten. Og uanset hvor I tager hen, vil der være natur til en hel opdagelsesrejse. Især for børnene. Men for at det bliver sjovt, er det vigtigt, at I er afsted på børnenes præmisser.

"Børn skal have at vide, at man sidder ned i en kano. Den har et lavt tyngdepunkt. De kan ikke stå op, men de kan godt ligge på knæ – for eksempel med armene ud over kanten. Hvis børn ikke får lov at rode i vandet, vil de ikke få hele oplevelsen med," siger Susanne Jensen og fortsætter:

"Børn elsker at være med, så giv dem en paddel i hånden, så de kan hjælpe til."

Du får også den bedste tur, hvis du husker pauserne undervejs. Hold dig tæt nok på land til, at en hurtig tisse- eller strække-ben-pause kan lade sig gøre. Og hold ambitionerne for distancen nede. En god kano-tur behøver ikke være lang, og lejr-tid er ofte lige så sjovt som tid på vandet. Det vigtigste er, at I laver noget, I nyder i fællesskab.

For mig er det at tage på kano-tur også at gå op opdagelse i naturen. Lige nu har alle fuglene jo reder, og det er spændende at studere sammen med sine børn

Susanne Jensen, medlem af DGI Kano & kajak's kompetenceudvalg

"Tænk i aktiviteter, når du pakker," foreslår Susanne Jensen.

"Fiskestang og fiskenet er gode ting, at have med. Og bøger til oplevelser i naturen. Børn er jo videbegærlige og vil gerne opleve, hvad der er af planter og dyr i naturen," siger hun og fortsætter:

"Selvfølgelig skal du også tage hensyn til dine egne interesser, så vælg ud fra emner, I kan være fælles om. For mig er det at tage på kano-tur også at gå op opdagelse i naturen. Lige nu har alle fuglene jo reder, og det er spændende at studere sammen med sine børn – i behørig afstand, så fuglene ikke forstyrres". 

På med vesten

Kanoture foregår i sagens natur tæt på- , på-, og nogle gange også i vandet. Og derfor er det vigtigt, at du forholder dig til hele familiens sikkerhed, når I er afsted.

"Man skal altid have vest på – både børn og voksne," understreger Susanne Jensen.

"Og så er det en god idé, at børn stadig har deres vest på, når de leger i lejren. Så kan de lege i vandkanten, og forældrene kan have lidt mere ro på. En vest kan også lune lidt, hvis det er noget køligt," slutter hun.

Opskrift på en god kano-tur

"Det er vores ansvar som forældre at give børnene nogle gode oplevelser, så de selv får lyst til at tage ud i kano og dyrke friluftslivet," siger Susanne Jensen.

Nedenfor får du hendes opskrift på en god kano-tur:

  • Forbered turen sammen med familien – også børnene. Se på kort og tal sammen om, hvad I skal. Lav en fælles mål om, hvor I skal hen, og hvad I skal lave
  • Hold mange pauser. Måske skal I kun padle fem kilometer en dag, og bruge mere tid i lejren
  • Tag turguf med – rosiner, nødder, måske lidt chokolade. Hold en pauser, og få noget energi-guf og noget at drikke.
  • Tjek din mulighed for at komme ofte i land, så børnene jævnligt kan tisse og strække ben.
  • Sørg for, at I kan holde jer mætte, varme og tørre
  • Pak en god tur-taske med skraldepose, toiletpapir, vådservietter, regntøj og skiftetøj, børnepaddel, fiskestænger, fiskenet, naturbøger og hvad du ellers regner med vil være godt udstyr til eventyr